PRÆSIDENTERNE Vladimir Putin og George W. Bush har det fint sammen og kalder hinanden ved fornavn, som da de mødte pressen efter deres topmøde i Camp David i weekenden. Men hvad betyder det egentlig, at de er så fine venner? Det var kun Putin, som fik noget synligt ud af det denne gang. »Terrorister må standses, når som helst de spreder kaos og ødelæggelse, inkluderet Tjetjenien«, sagde Bush. Selvfølgelig skal også tjetjensk terror bremses, men det var de eneste terrorister, som Bush nævnte. Han talte om behov for »frie og fair valg«, men intet om, at der er lagt op til et højst ufrit og unfair præsidentvalg i Tjetjenien 5. oktober. En talsmand for Det Hvide Hus søgte siden at overbevise pressen om, at Bush skam godt ved, at der skal mere end kamp imod terrorisme til for at løse Tjetjenienkonflikten. Bush gav Putin, hvad han længe har ønsket: tjetjenerne stemplet som internationale terrorister af værste skuffe, selv om det er en højst intern affære skabt af russisk statsterrorisme. OG BUSH FIK faktisk intet til gengæld. Når det gælder Irak, vil Putin først hjælpe, når en ny Irakresolution er på plads, altså efter styrkelse af FN's rolle på bekostning af USA's. Putin ville heller ikke love at standse russisk salg af atomteknologi til Iran. Når verdens stærkeste mand lader »den fine fyr«, som han kalder Putin, slippe så let, handler det om USA's langt større behov for fodslag med Rusland, end amerikanerne normalt vil indrømme. Men et par dage sammen redder ikke et ægteskab, der aldrig er blevet fuldbyrdet. Det proklamerede partnerskab er stadig en ret tom skal med to undtagelser. Der er tale om en langsom, men stadig vækst i efterretningssamarbejde i kampen imod terrorisme. Der er også tale om et hastigt voksende energisamarbejde. Det er imidlertid ikke skabt af topmødesnak, men af olie- og gaskoncerners interesser i samarbejde. Den gensidige mistro på lavere niveauer i begge lande synes at bremse for, at præsidenternes deklarationer får praktiske konsekvenser i andre sektorer. Topmødet i Camp David viste endnu en gang begrænsningerne i dette særegne personlige diplomati.