REGERINGENS svar på det triste forhold, at også børn under 15 år begår alvorlige forbrydelser som overfald med knive, røverier og voldtægt, er et forslag om sikrede institutioner for særligt voldelige børn. Dørene bliver lukket, og behandlerne får mulighed for at sætte korporligt ind over for de unge, der ifølge regeringen ofte er indvandrerbørn. Der er ingen grund til at lukke øjnene for, at problemerne eksisterer. Der skal også tages fat om dem. Problemet er bare, at regeringen med dette forslag har slået den konservative automatpilot til, i troen på at den mest autoritære løsning også er den bedste. Det er den ikke, selv om forslaget unægtelig har den fordel, at det er nemt og ukompliceret. Men nu er nemme løsninger ikke altid gode løsninger. Det mener en række eksperter, men da regeringen som bekendt har et anstrengt forhold til eksperter, ud over dem, den selv udpeger efter meget politiske kriterier, gør det ikke indtryk på socialminister Henriette Kjær (K). Hun tror fuldt og fast på, at straf i form af isolering fra den normalt fungerende del af samfundet og normalt fungerende børn og unge vil hjælpe de kriminelle børn. For dem skal normaliteten og forbillederne være et liv bag lukkede døre sammen med andre kriminelle. Indvandrerbørn skal have særbehandling og placeres sammen, hvormed regeringen er klar med en nyskabelse, som nok skal vække international opmærksomhed: den etniske institution, eller som nogle kritikere udtrykker det: den etniske forbryderskole. DENNE ETNISKE krølle på regeringens autoritære hale er dybt forkastelig. Men i det hele taget er forslaget håbløst, for erfaringerne - også de internationale - taler imod isolation af udsatte børn i lukkede grupper. Men tilsyneladende er det vigtigere for regeringen at score et demagogisk point i dele af offentligheden end at bruge den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer på at finde frem til en holdbar løsning på et reelt problem. Det er også tankevækkende, at en regering ledet af en liberal statsminister igen og igen tyer til lette løsninger, hvor det offentlige system bliver brugt på den mest fantasiløse og konservative måde. Enhver ambition om at løse problemer sammen med det enkelte individ er opgivet, og i stedet oplever vi systemtænkning, der hører en svunden fortid til.