SKADEVIRKNINGERNE af monopoler er velbeskrevet. Men skulle økonomerne mangle et nyt eksempel til lærebøgerne, er det lige ved hånden i form af den triste krønike om mælkemonopolet Arla. Strengt taget er Arla ikke et rigtigt monopol, idet der faktisk er andre på markedet. Men med en markedsandel på 90-95 procent har Arla noget nær monopolstatus. Og selskabet opfører sig da også fuldstændig som et monopol, der kan se stort på markedskræfterne og ikke længere behøver at tækkes forbrugerne. Seneste eksempel er de ublu prisstigninger over for landets storkøkkener, som særligt rammer plejehjem og sygehuse. Fra dag til dag hævede Arla priserne på økologisk letmælk med 22 procent. Prisstigningen blev i går formiddags taget af bordet efter Politikens omtale. Forklaringen fra Arla var, at selskabet ikke var »tilstrækkelig opmærksom på den utilsigtede effekt af prisreguleringen«. UDSAGNET ER et kedeligt udtryk for den syge kultur, som tilsyneladende hersker hos mejerimonopolet. For hvad er den utilsigtede effekt? At de uanstændige prisforhøjelser kom frem i offentlighedens lys? Meget tyder på, at Arla har mistet virkelighedssansen, akkurat som det så ofte sker med monopoler. Det er ikke ensbetydende med, at Arla-ledelsen er uduelig. Blot et udtryk for, at selskabet bruger flere kræfter på at holde konkurrenterne uden for markedet, end der bruges på at tiltrække kunderne. Og desværre går det ikke kun ud over priserne. Også den såkaldte produktudvikling lider under Arlas monopolstatus, hvis man da overhovedet kan tale om produktudvikling, når det gælder en koncern, hvis største satsning er Minimælk. IGEN KAN MAN ærgre sig over, at skiftende socialdemokratiske og borgerlige regeringer i årtier har fremmet monopoldannelserne i den danske fødevareindustri ved at se stort på konkurrencelovgivningen. Da forløberen for Arla, fusionen mellem MD Foods og Kløver Mælk, i 1999 blev gennemført, havde Danmark ikke engang en fusionskontrol. Bedre bliver det så ikke af, at Konkurrencestyrelsen nærmest har støttet afviklingen af konkurrencen. Styrelsen påstår, at den allerede går til grænserne af konkurrencelovgivningen. Hvis det er rigtigt, ligger bolden hos økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Spørgsmålet er så, om den konservative leders selvprofilering som regeringens ægte liberalist er andet end en falsk varebetegnelse. Tør han udfordre erhvervslivet, når det gælder genoplivningen af konkurrencen?