DEN EVIGE politiske overlever Eduard Sjevardnadse måtte i går give efter for massive demonstrationer for hans afgang, efter at hans styre i begyndelsen af måneden blev søgt forlænget med valgsvindel. Mange mener, at han fortjente en mere værdig afgang, da han som sovjetisk udenrigsminister var en af arkitekterne bag afslutningen af den kolde krig, og fordi han gjorde Georgien til et af de mest reformvenlige og provestlige selvstændige lande, som kom ud af Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Men faktisk sikrede Sjevardnadse selv en meget værdig afgang, da han i går erkendte, at han ikke kunne tilsidesætte det massive folkelige krav om hans afgang. Han søgte at klare situationen med undtagelsestilstand, men bifaldt, at sikkerhedsstyrkerne forholdt sig passive, og udstedte ingen ordrer om at bruge militærmagt. Sjevardnadse blev fældet, fordi Georgien i hans tid er bragt i bundløs fattigdom med sammenbrud i infrastrukturen. HAN BLEV modtaget som frelser, da han i 1992 overtog magten efter blodige sammenstød i landet. Han skabte fred, men ikke den lovede velstand. På positivsiden for hans styre står, at medierne havde større frihed end i de fleste andre tidligere sovjetrepublikker. Han tillod også et blomstrende civilt samfund, mens græsrødder blev undertrykt i andre postsovjetiske lande med de baltiske som undtagelser. Og netop den større frihed, som georgierne nød, gjorde den fredelige revolution mulig. Georgierne er simpelthen ikke så bange for magten, som de fleste postsovjetiske folk. I centralasiatiske tidligere sovjetrepublikker kan frygtes, at læren fra Georgien vil blive øget undertrykkelse. Det samme gælder i Georgiens naboland Aserbajdsjan, som i sidste måned oplevede blodige sammenstød efter et svindelagtigt præsidentvalg. Det store spørgsmål i Georgien er nu, om en opposition, der før kun kunne samles imod Sjevardnadse, kan samarbejde om en demokratisk udvikling. Landet er splittet med regionerne Abkhasien og Sydossetien, som med russisk støtte har kørt som de facto selvstændige i de sidste ti år. Når Ruslands udenrigsminister, Ivanov, hastede til Tblisi for at mægle, må det have været en bitter pille at sluge for Sjevardnadse, da den nu afgåede præsident stort set kun er blevet modarbejdet af Moskva. Måtte jublen i Tblisi varsle reelt nye tider for en befolkning, der ikke ville vente længere.