DET ER VEL kun lattervækkende at opføre sig som de sidste dages hellige, hvis de sidste dage ikke er nær. Ellers kan der synes at være god fornuft i at forberede sig. Det er korrekt, at diskussionen om den globale opvarmning og klodens klimaproblem ofte har et meget stærkt islæt af semireligiøsitet og almindelig uvished, men uanset hvilken tidshorisont man opererer med, giver det stadig mening at forsøge at omstille sig til en fremtidig klimapolitik, hvor udledningen af drivhusgasser (her navnlig CO2) - og dermed den faretruende drivhuseffekt - reduceres mest muligt. Det er i lyset af denne kendsgerning, at man i forbindelse med FN's niende klimakonference, der begyndte i Milano i mandags, kan se både negative og positive træk. Formålet med konferencen er først og fremmest at give den idealistiske målsætning i Kyotoaftalen fra 1997 endnu et lille nøk i retning af realiteternes ubarmhjertige verden. Her har navnlig USA og Rusland på grund af deres vægring mod at underskrive aftalen været betragtet som den globale klimapolitiks sorte får. Udmeldingerne fra Rusland har i en periode været vanskelige at tyde, og længe har det været den almindelige opfattelse, at landets vaklen er et udtryk for kortsigtet økonomisk spekulation. ET ANDET kapitel er USA's forhold til Kyotoaftalen. Bushregeringens modvilje synes her at være lige så kategorisk, som den er veldokumenteret. Og selv om de amerikanske forhandlere i Milano tilsyneladende står fast på, at det udelukkende er fremkomsten af ny teknologi, der kan overvinde drivhuseffekten, er der dog lys i mørket. Dels forskes der i USA mere end nogensinde i klimaproblematikken - i adskillige år har man brugt cirka 1,5 milliarder dollar om året. Dels har indstillingen i Senatet siden Kyotoaftalen mere og mere tydeligt bevæget sig i retning af en national politik, som lægger loft over CO2-udslippet. I denne sammenhæng er Danmark måske blot en skrædder i helvede. Alligevel er det beskæmmende, at vi under den nuværende regering har så alvorlige problemer med at overholde vores del af Kyotoaftalen, at EU-kommissionen for nylig henvendte sig til miljøminister Hans Christian Schmidt (V). En henvendelse, der ikke kommer overraskende, al den stund regeringen i både ord og penge har skåret ned på støtten til energibesparelse og vedvarende energi. Dertil kommer naturligvis behovet for en mere konsekvent dansk satsning på miljømæssig forskning og udvikling. At Danmark her hurtigst muligt tager handsken op og bl.a. indser eksportmulighederne i moderne miljøteknologi, er en fordel for både os selv, udviklingslandene og kampen mod drivhuseffekten.