NÅR PSYKIATRISKE patienter i Danmark beretter om, hvordan det er at være fastspændt med remme om livet og om hænder og fødder i dagevis, lyder det, som om de har været udsat for tortur. Som om de taler om et andet land. Om et sted på Jorden, hvor mørkets kræfter hersker, og man aldrig kan være sikker på, hvornår man 'ryger i bælte' - og hvornår man bliver fri igen. Man ligger hen som en grøntsag. Når man skal spise, sker det stadig, mens man ligger på ryggen. Når man skal tisse, foregår det i en kolbe. Patienter, der ligger længe, får liggesår. Da Politiken i 2001 berettede om en mand, der havde været fikseret i 28 døgn, lød der et ramaskrig. Siden er fulgt en lang række eksempler på langvarig fastspænding. I går fortalte vi her i avisen om en mand, der sidste år lå fastspændt i 225 døgn. Han var en af i alt 44 danske borgere, som lå bæltefikseret i mere end fire uger sidste år. I alt blev 1.959 psykiatriske patienter spændt fast i kortere eller længere tid i 2002. I udlandet kigger man med vantro på de danske statistikker. Danmark fik sidste år en alvorlig kritik af Europarådets komité til forebyggelse af tortur for de meget langvarige bæltefikseringer af psykiatriske patienter. Repræsentanter for rådet havde været på inspektion og kritiserede bagefter skarpt, at fikseringerne er blevet en normal del af behandlingen i Danmark. Også herhjemme er der kritik. Hver tredje patient i Københavns Kommune, som klager over at være blevet spændt fast, får medhold. ANVENDELSEN AF tvang vil til enhver tid blive forsvaret med, at det i de enkelte tilfælde har været til patientens eget bedste. Samtidig viser erfaringerne, at fikseringerne sagtens kan være resultat af en magtkamp med personalet, som bruger metoden som disciplinerende foranstaltning. Ligesom det i flere lande åbenbart ikke er nødvendigt at bruge bæltefiksering i behandlingen. På ovenstående baggrunde er det positivt og på høje tid, at Dansk Psykiatrisk Selskab nu forlanger et nyt sæt regler for god psykiatrisk skik indført. Der er helt tydeligt brug for at få ændret kulturen i behandlermiljøet, herunder at få indført en ny standard for det, der i fagjargonen hedder 'god klinisk praksis'. I Norge indgår patienternes opfattelse af eventuel tvang i sådanne vurderinger. Det bør de også gøre i Danmark, hvor der er flere eksempler på, at patienter er blevet fastspændt, uden at det ansvarlige personale har kunnet forklare hvorfor. Over for patienter, der er til fare for sig selv, vil en eller anden form for tvang formentlig ikke kunne undgås. At fastspænde et andet menneske i 225 døgn er en falliterklæring for behandlingssystemet, og et uhyrligt overgreb mod patienten.