DET DANSKE uddannelsessystem er i dyb krise. Trods løfter om det modsatte har to år med en borgerlig regering ikke gjort meget for at afhjælpe miseren. Linjen i regeringens uddannelsespolitik har været at udstede løfter på andres vegne uden at følge intentionerne op. Den største barriere for at udvikle området og sikre Danmarks fremtid i form af kloge hoveder og forskning på højeste niveau har et navn: skattestop. Indrømmet, opgaven er ikke nem. Kravene til uddannelse i et samfund i rivende udvikling er store og ofte modsatrettede. Arbejdsmarkedet skriger på højt specialiseret arbejdskraft det ene øjeblik, næste øjeblik er det generalisterne, som efterspørges. Faggrupper kan i løbet af få år udvikle sig fra arbejdsløshed til mangel på ansøgere, som det skete med ingeniører fra slutfirserne til halvfemserne. Men netop når opgavens omfang tages i betragtning, er det skuffende, at en undervisningsminister, som ikke kan sige tre ord uden at nævne øget faglighed ikke efter to år har præsteret flere reelle forbedringer. Og lige så skuffende er det, at en videnskabsminister, som aldrig bliver træt af at fremhæve, at forskning er landets fremtid, ikke har mere konkret at byde på. FOR AT begynde der, hvor den lange snørklede vej gennem uddannelsessystemet starter, ser det på skoleforligspapiret ganske pænt ud. Når børnehaveklassebørnene sætter sig til rette på skolebænken, vil der blive stillet øget faglige krav. Der vil også komme engelskbøger i tasken allerede i 3. klasse, som en naturlig følge af, at børn i de små klasser både er motiverede og er i stand til at tilegne sig sproglige færdigheder hurtigt og lettere, end de kan, når puberteten for en stund lukker hjernen på grund af ombygning. Undervisningsministerens farceagtige håndtering af de politiske forhandlinger med oppositionen og regeringsfællen var ikke et kønt syn og skabte unødig usikkerhed om folkeskolens fremtid. Men et forlig kom der trods alt, og det vigtigste er, at der nu er fastsat trinmål for hvert klassetrin, hvilket vil blive til glæde for kommende generationer. Det største problem er ikke ministerens læreproces i det politiske håndværk. Nej, hovedproblemet er, at finansministeren samtidig lovede kommunerne, at folkeskoleforliget kunne gennemføres uden massive investeringer af hensyn til skattestoppet. Det har betydet, at der stadig er stor forskel fra kommune til kommune og fra skole til skole på timeantal, kvalitet og fysiske rammer. SÅ STATUS er, at der er sket en faglig styrkelse i folkeskolen på papiret, men om det reelt kommer lille Peter på bagerste række til gode, afhænger helt af kommunernes vilje til at tilbyde flere timer end de mindstemål, ministeriet opstiller. Mens undervisningsministeren bruger store ord om øget faglighed, render danske skolebørn rundt med forældede skoleatlas. Hvis regeringen for alvor vil lade handling følge de dyre ord, må det obligatoriske timetal hæves, og der må stilles krav til kommunerne om at skaffe tidssvarende undervisningsmateriale. Når skoleeleverne efter 9. klasse eller en tur på efterskolen skal videre i systemet, er det også blandede godter, den siddende regering byder på. For det første er der stadig omkring en femtedel af alle unge, som skal forsøge at klare sig på det højt specialiserede arbejdsmarked uden en ungdomsuddannelse. Al statistik og utallige undersøgelser peger på, at denne gruppe har mere end svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og i mange tilfælde får en lang karriere med arbejdsløshed og sociale følgesygdomme. For dem, som får en uddannelse og kommer med på blokvognen med huen på sned, rummer en gymnasiereform gode takter i form af projektorienteret undervisning. Men som flere gymnasielærere har peget på, er der samtidig en fare for, at det går ud over den højt besungne faglighed. NÅR VI når til sidste etape i uddannelseskapløbet, er der også åbenlyse problemer, som videnskabsminister Helge Sander kun i begrænset omfang har taget hånd om. Hver tredje, som starter på en videregående uddannelse, gennemfører ikke uddannelsen, og utallige evalueringsrapporter melder om faglige problemer på mange universitetsfag. Videnskabsministeren skal have ros for at have lavet en nødvendig ændring af universiteternes styrelseslov. Men han skal sandt for dyden ikke roses for endnu ikke at tage opgør med taxameterordningen, som tildeler universiteterne penge efter de studerendes beståede eksaminer. Det fører til, at opportunisme i form af overindskrivning på de populære fag og en fare for, at der gås på kompromis med fagligheden, for at få de studerende gennem eksamensmøllen. Endelig har det den skævhed i sig, at danske studerendes forkærlighed for humaniora i dag giver katastrofal mangel på midler til naturvidenskabelig forskning. Hvad giver man for den noget usikre præstation, som rummer gode intentioner, men ringe reel vilje til at følge ordene op med handling. Vi er ikke i tvivl: Ikke bestået.