MED DET iranske præsteskabs afvisning af flere hundrede reformorienterede kandidater til parlamentsvalget i Iran i næste måned har de konservative kræfter lagt an til endnu et opgør med den fløj, der siden 1997 har vundet den ene valgsejr efter den anden. Men samtidig sender de konservative kræfter et tydeligt signal om, at de end ikke selv tror på, at de har folkelig legitimitet: Var det tilfældet, ville de afstå fra konfrontationskursen og gå til valg med sindsro. Konfrontationen er imidlertid farlig - også selv om der i den kommende tid måtte komme en eller anden form for kompromis mellem reformfløj og religiøse ledere. Den understreger nemlig, at der langt ind i præsteskabet er en manglende forståelse for faren ved den afkobling mellem befolkning og præsteskab, som er foregået siden den islamiske revolution i 1979 - og som afvisningen af kandidater til valget jo er et udslag af. Den understreger også, at præsteskabet fortsat er tøvende over for reformer, som er nødvendige for at hive Iran ud af dets økonomiske og sociale morads. Men jo længere tid der går, des større bliver også problemerne og den utilfredshed, som er årsag til kravet om forandring. DERFOR ER præsteskabet ironisk nok med til at gøde jorden for kræfter, der vil være rede til et langt mere dybtgående opgør med den islamiske republik end den reformfløj, der siden 1997 er blevet anført af præsident Khatami. Også han er nemlig blevet svækket af de senere års magtopgør med de konservative kræfter, fordi de så tydeligt har udstillet hans store politiske begrænsninger. Er intet da blevet bedre siden 1979? Jo, noget er blevet bedre. Men langtfra nok er blevet bedre, og det er netop pointen i et samfund, hvor millioner er fattige og mismodige. Og i et samfund, hvor det store flertal af unge ikke længere har nok i glæden over shahens fald for 25 år siden, når de på internet og satellit-tv kan se, hvilke muligheder unge i andre lande har. Den slags behov kan ikke undertrykkes ved at nægte politikere at opstille til valg, tværtimod: Jo større tryk man lægger, des større bliver modtrykket. Og det kunne Danmark og resten af EU passende bruge den såkaldte kritiske dialog med Iran til at understrege.