HVAD SKAL der til, for at den store gruppe af danskere, som ikke har nogen uddannelse ud over grundskolen, kommer ind i varmen? Svaret på det spørgsmål er måske det vigtigste i dansk politik. Og man skulle tro, det var muligt at finde, for er der noget, der er parlamentarisk enighed om, så er det, at uddannelse er svaret på vældig mange problemer. Enhver politisk taleskriver, også dem i Dansk Industri, husker til enhver tid at lovprise uddannelse og indskærpe, hvad der skal til, hvis Danmark skal klare sig i det globale videnskapløb. I sin nytårstale var statsminister Anders Fogh Rasmussen inde på det samme. Som Poul Nyrup Rasmussen var det år efter år i sine taler: Uddannelse er både i nationens og i den enkeltes interesse. Alligevel sker der ikke noget. I hvert fald ikke i relation til dem, der har fået færrest af samfundets uddannelseskroner. Restgruppen er intakt, den negative sociale arv, som uddannelse mere end meget andet kan bidrage til at bryde, er trods god vilje og store visioner ikke brudt. Heller ikke, selv om Socialdemokraterne sammen med de radikale har udfoldet store anstrengelser gennem tiden. MEN NU er tiden måske moden. Socialdemokraternes forslag om 12 års obligatorisk undervisningspligt viser vilje til at gå nye veje. Men det kræver, at de år, der ligger ud over den traditionelle grundskole, bliver sat sammen, så alle slags elever får noget ud af dem. Ikke mindst de unge, der efter folkeskolen hidtil har haft meget lille lyst til at gå i skole på den sædvanlige facon, men hellere vil udfolde sig i en mere praktisk betonet virkelighed. Og her er der jo allerede tilbud til unge i form af erhvervsfaglige grunduddannelser og produktionsskoler. Hvad er det mere præcis, Socialdemokraternes politiske ordfører, Frank Jensen, forestiller sig? Socialdemokraterne mener tilsyneladende, at den kommende kommunalreform vil gøre det muligt at forankre myndighedsforpligtelsen til at give alle unge en relevant ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Hvad indebærer det eksempelvis for den måde, erhvervsskolerne fungerer på med kraftig indflydelse fra arbejdsmarkedets parter? Spørgsmålene står i kø, men hvad værre er: Det gør restgruppen, som udgør 16-17 procent af en ungdomsårgang, også. I virkeligheden er der brug for et nationalt kompromis, men det spærrer regeringens skattestop for. Det umuliggør flere penge til uddannelse - og har i forvejen minimeret indsatsen over for restgruppen, også når den manifesterer sig i form af ledighed. Det er for dårligt - og gør hulheden i festtalerne så meget desto tydeligere.