EN GRUND er der i al fald til at glæde sig over integrationsminister Bertel Haarders nye krav til forkyndelsen her i landet. Fra prædikestolen skal vi ikke mere høre ord, der strider mod vores demokratiske værdier og holdninger. Præster må ikke mere udfordre den offentlige orden, trygheden og andres rettigheder og pligter, som det hedder i ministerens forslag. Bestemmelserne i det konkrete tilfælde sigter ganske vist til imamer. Men da vi fortsat har lighed for loven, tør man vel tro, at det ikke kun gælder den muslimske trosretning, men også den kristne. Det må således anses for helt uantageligt og være afskedigelsesgrund, hvis en ordineret præst skulle udtale, at man ikke kan være dansker, hvis man ikke er kristen. En sådan udtalelse er ikke bare oprørende grotesk, men også egnet til at forstyrre den offentlige orden. Den drager alle ikke-kristnes rettigheder og pligter i tvivl, og den er uforskammet og dybt sårende over for religiøse mindretal som f.eks. muslimer eller jøder. Den kan forhærde allerede udemokratiske elementer i en grad, så der på ord følger handling i form af voldsovergreb. NU ER moral godt og dobbeltmoral af samme grund dobbelt så godt, så præsterne i Dansk Folkeparti er naturligvis begejstrede for Haarders forslag. Partiet får følgeskab af Socialdemokratiet, der ikke mener, at Haarder går vidt nok. Det gør Haarder heller ikke, men det havde klædt det store parti, om det havde givet os den rette begrundelse. Hans forslag om, at imamer, der vil kunne vie muslimske ægtepar, skal kunne tale det danske sprog og prædike danske værdier, er pinligt afslørende for, hvordan regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet opfatter den muslimske menighed i Danmark: som en kilde til angst og uorden. Det er frygten for, at islamisk trosbekendelse kan true os andre Krarup-kristne, der er den drivende og eneste kraft bag forslaget, og det giver den ny næring. MAN BURDE overveje at forny rekrutteringen af imamer i Danmark ene og alene for vores muslimske mindretals skyld, men det gives der ikke udtryk for. Hvis man løste dette uendeligt meget større problem, nemlig at vores muslimske menighed i sin helhed har krav på en kirkelig betjening, der fremmer og støtter dens integration i Danmark, ville man også løse det mindre, men selvfølgelig ikke uvæsentlige problem, at importerede imamer kan savne forståelse for kvindens ligestilling og demokratiets værdi. Det hører med til skrækvisionen af islam, at samtlige muslimer dag og nat pønser på at omstyrte det danske samfund. Men muslimer er, som danskere er flest. De er mere interesserede i deres dagligdag, og her har mange af de nye muslimske danskere brug for sjælesørgere, der forstår deres danske problemer. Haarder kunne gøre en forskel, hvis han ad lovgivningens vej hjalp dem med at få en dansk eller skandinavisk imamuddannelse. Her har Danmark en enestående chance for at vise Europa et godt eksempel. Efter mange slette.