0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et år efter

USA i de forkerte hænder

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

GØR DET HER - et år efter krigen mod Irak - nogen forskel, om krigen var lovlig, legitim og rigtig at føre? Er det stadig vigtigt at danne sig en mening om, hvem der havde ret i 'krigen om krigsgrundlaget'?

Det er fristende at svare nej til det spørgsmål. For ikke nok med, at de færreste vil svare ja til statsministerens brutale spørgsmål: »Vil I da have Saddam Hussein tilbage?«. Det er også svært at se den tilsyneladende logiske konsekvens af krigsmodstanden: en militær tilbagetrækning fra Irak, som en på nogen måde ansvarlig politik. På godt og ondt er amerikanerne og deres allierede i dag ansvarlige for Iraks nutid og fremtid. De - vi - har ikke bare invaderet landet, men opløst det voldsmonopol (hæren og sikkerhedsstyrkerne), der er et organiseret samfunds første forudsætning. At besættelsesstyrkerne endnu ikke kan garantere irakernes fysiske sikkerhed, er naturligvis et kæmpe problem - selv om intet kan fratage bombemændene selv skylden for deres morderiske handlinger. Men en tilbagetrækning ville både mangedoble vold og kaos og gøre den altafgørende politiske proces hen imod et forsonet, stabilt og forhåbentlig demokratisk Irak helt umulig.

Trods de manglende garantier for succes er der lige nu intet alternativ til at blive i Irak. En ny, uforpligtet regering kan som i Spanien beslutte at gøre det, men for det altafgørende USA ville det både moralsk og realpolitisk være en katastrofe, som heller ikke en sejrende John Kerry ville indlade sig på.

ALLIGEVEL ER DER mere end én grund til, at diskussionen om krigsgrundlaget ikke vil ophøre med det første, og heller ikke bør gøre det. Det nytter nemlig ikke noget at fremstille det, som om det modige og viljestærke USA blot endnu en gang mødte modstand blandt viljesvage europæere, kyniske regeringer med interesser i diktaturstater og den pacifisme, der også vendte sig imod Kosovakrigen i 1999 og den første Golfkrig i 1991.

Der er ingen tvivl om, at indflydelsesrige medlemmer af Bushregeringen længe før 11. september 2001 ønskede et opgør med Saddam Hussein. Det er der ikke noget odiøst i. Blot er det en politisk kendsgerning, at en sådan angrebskrig aldrig ville have kunnet opnå nogen form for politisk tilslutning uden for USA, og selv i USA ville have krævet en provokation fra Saddam Husseins side, der senest forelå, da han, flere år før Bush kom til, tvang FN-inspektørerne ud af landet. 11. september skabte så en helt ny situation. Dens saglige kerne er, at USA herefter ikke havde tålmodighed med en så indædt fjende udstyret med masseødelæggelsesvåben. Som vi nu ved, var denne saglige kerne imidlertid højst en fremtidig risiko, ikke en realitet. Den usaglige side af sagen var, at præsident Bush efter den hurtige sejr i Afghanistan havde brug for en fortsættelse, der var mere end den usynlige krig mod al-Qaeda, en krig, der ikke, stadig ikke, har sat Osama bin Laden bag lås og slå. Irak blev fase 2 i den stort anlagte, men strategisk usammenhængende krig mod terror; en krig, der først og fremmest blev den indenrigspolitiske sammenhængskraft i en dårligt valgt Bushregering.

VERDENSOFFENTLIGHEDEN er imidlertid ikke så dum, som man gør den til. Stort set alle lande var parate til at støtte USA's jagt på massemorderne bag 11. september til Kabul. Men hvor var sammenhængen mellem 11. september og Irak? Hvor var sammenhængen mellem den internationale terrorisme og Saddam Hussein? Trods megen oppustet retorik og en del misinformation var det - i hvert fald uden for USA - til at se, at disse sammenhænge ikke fandtes. I stedet fik vi i Europa debatten om masseødelæggelsesvåben, gamle FN-resolutioner og våbeninspektører. En debat, der var lige så ophidset, som den var uvirkelig og på en ubehagelig måde irrelevant. Bushregeringen havde nemlig besluttet sig for krigen på forhånd og i øvrigt fået mandat til den hjemme. Ikke bare var man ligeglad med FN-resolutioner og mangel på samme. Dybest set var det Saddam Hussein og ikke hans - fiktive - masseødelæggelsesvåben, man ville af med.

RESULTATET BLEV, at en gruppe demokratier - deriblandt det danske - gik i krig på et forløjet grundlag og efter et i sidste ende mislykket forsøg på at manipulere opinionen. Dermed fik krigen i Irak - uanset det positive i at få afsat Saddam Hussein, og uanset håbet om en bedre irakisk fremtid - en helt anden karakter end de forudgående internationale interventioner, som den kolde krigs afslutning havde gjort mulige. Hvor alle de andre - fra Golfen over Østtimor, Cambodja og Kosova - var forsøg på at styrke normerne i det internationale samfund og udvide vores evne til i fællesskab at handle i helhedens interesse, så har Irakkrigen haft den modsatte følge. Splittelsen er vedvarende, USA er mere upopulær end før 11. september, og vores evne og vilje til i fællesskab at bekæmpe ikke bare international terrorisme, men også den lange liste over andre påtrængende globale problemer er langt mindre, end den burde være.

USA er stadig den uundværlige supermagt i verdenssamfundet. Men hvor kan det dog gå galt, når den uomgængelige magt falder i de helt forkerte hænder.

POLITIKEN

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere