HELE KONSTRUKTIONEN bag gårsdagens Irakhøring var bizar: Den statsminister, som kastede Danmark ud i en dybt kontroversiel krig uden om FN, kom for at aflevere en monolog, hvorefter han igen forlod salen. Ingen spørgsmål. Ingen dialog. Ingen vilje til diskussion, selv om der var nok at diskutere. Statsministeren sammenflettede eksempelvis behændigt vor tids terrortrussel med krigen i Irak, selv om det efterhånden må stå klart for enhver, at der hverken er bevis for irakisk samarbejde med terrorister eller spor efter masseødelæggelsesvåben. Irakkrigen var derimod et eksempel på, hvordan USA's ultrakonservative præsident Bush vil forvalte sin omstridte sikkerhedsdoktrin, som åbner mulighed for 'forebyggende angreb' uden om FN. I forhold til Irak banede det vej for en hurtig militær sejr mod den tidligere diktator Saddam Husseins regime. Men hele USA's tilgang har gjort det langt sværere at vinde freden i Irak, end det burde være, netop fordi man kastede sig ud i en krig på et mildt sagt tvivlsomt grundlag og i strid med store dele af det internationale samfund og allierede. I DEN situation var det kun endnu mere nedslående, at Anders Fogh Rasmussen i går fastholdt, at det kan være nødvendigt at følge sådan en strategi. Eller som han sagde: »Vi svigter vores ansvar, hvis vi skyder ubehagelige, men nødvendige beslutninger fra os. Hvis vi sidder handlingslammede tilbage med ønsket om at lade tvivlen komme den skyldige til gode«. Med andre ord: Er der tvivl, er man altså skyldig. Det er præcis problemet med forebyggende angreb. Hvis de ikke bygger på sikre efterretninger - hvilket Irakkrigen jo så tydeligt har vist, at de ikke gør - så åbner vi for krige på mere eller mindre underbyggede formodninger. Det er i strid med Danmarks interesse. Målet bør være at genskabe respekten for et FN, der måske langtfra er perfekt, men dog den bedste ramme, vi har. STATSMINISTERENS meldinger i går gik en helt anden vej. Den bekræftede snarere indtrykket af, at regeringens såkaldte udenrigspolitiske aktivisme går ud på passivt at tilpasse sig USA. Det er ikke alene et dårligt bud på udenrigspolitisk aktivisme. Det er også ude af trit med den europæiske virkelighed og med til at uddybe uenigheden om dansk sikkerhedspolitik. Det vil kun gøre det endnu vanskeligere at sikre opbakning til opgaver, hvor Danmark kunne gøre en forskel: bidrag til mandskabsmæssigt tunge opgaver med at sikre fred og stabilitet frem for blot at mobilisere danske ubåde til tvivlsomme ørkenkrige.