DET ER NEMT, måske oven i købet fristende at se Iraks udvikling i et USA-lys. Det er således let at se den omsiggribende vold som en delvis fiasko for USA. Supermagten kunne rigtignok knække diktaturet, men ikke vinde freden. Supermagten møder større modstand, men ikke flere venner. Og supermagten kan få svært ved at komme ud af Irak igen ... Men det politiske dødvande og den militære tilspidsning i Irak er primært irakernes problem, ikke USA's. Nogle vil måske synes, at man godt kunne lade supermagten stege lidt i sit eget fedt, om end det ville være lumpent - seks hundrede amerikanske soldater har betalt med deres liv. Men irakerne har (heller) ikke hverken fortjent eller interesse i et væbnet oprør endsige den borgerkrig, som præsten og militslederen Muqtada al-Sadr og hans følgesvende truer med. HVAD IRAKERNE har ret til og behov for, er fred, så de kan genrejse deres samfund økonomisk og socialt. De har brug for en ny grundlov for at afklare det fremtidige politiske system, balancen mellem stat og religion, mellem etniske grupper og mellem stat og borger. Et demokrati, så de kan vælge nye ledere. Og et nyt retssamfund, så de kan stille tidligere og fremtidige forbrydere til ansvar. På trods af vold og usikkerhed er økonomien faktisk i vældig udvikling. De midlertidige ledere er også enedes om et udkast til ny grundlov. De er historisk enige om demokrati som princip og om menneskerettigheder som grundlag. Lederne af de store religiøse og etniske grupper er også enige om at holde sammen på Irak i en forbundsstat. Og de er enige om at ønske noget så usædvanligt for den arabiske verden som uafhængige domstole. MEN TERROR risikerer at standse den udvikling, som irakerne har så stærkt behov for. Den truer borgere til at holde sig fra at gå i det nye politis tjeneste. Den truer udenlandske investorer til at holde sig væk. Og den svækker udsigten til, at USA-koalitionen kan overdrage magten til irakerne 30. juni som aftalt. Al-Sadrs milits og oprørstrang vil kun skabe yderligere uro og forhale den amerikanske exit, som al-Sadr hævder at ville fremtvinge. Hvis terrorister og oprørere går sammen, er irakerne ilde stedt. Det er derfor på høje tid, at den arabiske verden tager højlydt og aktivt afstand fra volden og støtter en fredelig udvikling og en rolig overdragelse af magten fra USA til et demokratisk irakisk system. Det er også nødvendigt, at FN går ind som det nye Iraks politiske fødselshjælper, og at FN beder NATO om at overtage ansvaret for etablering af sikkerhed i landet. Intet af alt dette vil være enkelt. Men det er alt sammen nødvendigt - for irakerne.