SYDAFRIKAS regeringsparti, ANC, var i går kun marginaler fra at nå 70 procent af stemmerne i optællingen efter onsdagens valg. Det er en voldsom fremgang fra demokratiets fødsel i 1994, da Nelson Mandela med 62,7 procent af stemmerne blev landets første sorte præsident. Mange avislæsere og tv-seere - sydafrikanske som internationale - har spurgt, hvordan den opbakning er mulig, når de fleste nyheder i de ti år har handlet om aids, kriminalitet og korruption. Det er indlysende, at syv ud af ti vælgere har oplevet en anden, mere positiv virkelighed. Eller som minimum mener, at ANC er den bedste garant for en bedre fremtid. Valgsejren fortjener den dybeste respekt. Specielt fordi Sydafrikas omstilling er foregået i et årti med kolossal international turbulens, der har forhindret ANC i at få fuldt udbytte af en visionær økonomisk politik. Men hvad skyldes den tilsyneladende kløft mellem mediernes og folkets virkelighed? »Ren racisme«, har ANC sagt i svage øjeblikke. For et par år siden nedsattes endog en kommission til at påpege, at det er tilfældet. Mediernes overvejende hvide ejere blev ved den lejlighed beskyldt for ikke at tro på, at sorte kan regere. Men i virkeligheden er den kritiske dækning af Sydafrikas unge demokrati udtryk for en kolossal respekt. Medierne føler, at det nytter at blande sig. De forventer det bedste af en regering, hvor flere ministre har verdensklasse, og råber højt i de tilfælde, hvor ANC kun leverer det næstbedste. Medierne vil og skal holde fast i deres kritik - uanset at dele af ANC utvivlsomt vil bruge valgresultatet til at hævde, at medierne hele vejen var på vildspor. Præsident Thabo Mbekis uvilje mod at diskutere med en kritisk presse er legendarisk. Han har i to år ikke kunnet finde en time til at opfylde sine løfter om et snarligt møde med udenlandske korrespondenter i Sydafrika. Under valgkampen nægtede præsidenten at deltage i offentlige debatter med oppositionens ledere. I stedet foretrak Mbeki at lade sig filme med fattige vælgere, der som forudset var for overrumplede til at diskutere hans ofte bizarre holdninger til verdens mest omfattende aids-katastrofe. Den slags optræden understreger, hvorfor det fortsat er op til medierne at sikre et alternativ til regeringens sandhed om Sydafrika. I sprækken mellem de to versioner af virkeligheden trives Afrikas fineste demokrati.