I DE FØRSTE majdage har politisk interesserede briter kunnet vælge mellem to jubilæer: 25-året for Margaret Thatchers entré eller syvåret for Tony Blairs. At dømme efter medieomtalen var fruens det vigtigste og mest interessante. Og at dømme efter meningsmålinger og sag på sag er det ikke længere en selvfølgelighed, at Blair overhaler baronessen og skriver sig ind i historiebøgerne som den længst regerende britiske premierminister. Ligesom tiden har vist, at teflonbelægning kan skalle og cd'er blive ridsede, så har den også lært de engang så entusiastiske Blairdisciple, at fænomener bliver flossede i kanten, og at magt er en udfordring også for de dygtigste politiske håndværkere. De store og lidt udstående ører, som karikaturtegnerne engang var så forelskede i, hører ikke længere så godt, hvad folket og partifællerne siger. Trods opslidende opgør om krig, hospitaler, universiteter, EU-politik og trods kritik af en regering, der er mere optaget af form end indhold, er Blairs foretrukne taktik stadig at lede på sit ikke længere helt så glatte ansigt. MEN IKKE mindst efter Irak er det tætte forhold til USA blevet et problem, og den engang så stærke leders begrænsninger er blevet udstillet. Faderfiguren er ved at blegne. Det er stadig Blairs held, at det konservative parti har åbne og uplejede sår efter årtiers intern EU-krig og utallige lederopgør. Men en popularitetsmåling viser nu for første gang, at den konservative leder, Michael Howard, ligger på linje med Blair med 29 pct. af vælgerne bag hver. Som parti fører de konservative. Selv i konservative kredse er den almindelige opfattelse stadig, at Blair og Labour såmænd nok gør det igen, når der er valg om et år. Men den konservative selvtillid får det mærkbart bedre dag for dag, sag for sag, mens de klassiske Labourvælgere krummer tæer over Blair og drømmer om at blive ledet af den mere rendyrkede socialist og ægte barn af Labourpartiet, finansminister Gordon Brown. Et år er som bekendt en evighed i politik, men indtil for nylig så det ikke ud til, at nogen udfordrer ville kunne nå at blive en seriøs trussel mod Blair ved næste valg. Nu er det et mere åbent spørgsmål, om Blair kan bevare energien, og hvem der bruger året bedst.