AT DET Internationale Melodi Grand Prix netop har fundet sted i Istanbul i Tyrkiet, opfattes vel af de fleste som en helt naturlig ting. Tyrkiet hører med i dette selskab. Nu kan der så være grund til at gøre opmærksom på, at begivenhedens officielle benævnelse er Eurovision Song Contest, for dermed understreges den populære sangkonkurrences europæiske perspektiv. Og hermed nærmer vi os samtidig et ømtåleligt storpolitisk problem, nemlig Tyrkiets tilknytning til Europa i almindelighed og til EU i særdeleshed. HØRER TYRKIET i geografisk og politisk forstand med til Europa, og skal landet imødekommes i sin ansøgning om at blive medlem af EU? Til begge delspørgsmål kan der naturligvis formuleres flere forskellige svar. Men vigtigst er det nok at holde sig for øje, at den endelige afgørelse i begge tilfælde vil være politisk og ikke baseret på en samling objektive kendsgerninger. Specielt er dette af stor betydning i forhold til de såkaldte Københavnskriterier, der til et ansøgerland stiller bestemte krav om demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi. Flere har ment, at Københavnskriterierne er opfundet og lagt på bordet for at forhale tyrkisk medlemskab, men vigtigere er det at understrege kriteriernes fleksibilitet. De er formuleret på en måde, så de aldrig vil kunne fungere som en endegyldig facitliste for Tyrkiets medlemskab. Det er derfor netop i sidste ende den politiske vilje og vision, som gør udslaget. Og dette udslag bør være positivt. Tyrkiet har, når landets lange og krævende reformproces er ført til ende, en vigtig rolle at spille i et fremtidens EU. Især er der naturligvis grund til at fremhæve, at et medlemskab vil signalere en stor succes for den tyrkiske model, hvor de demokratiske spilleregler og den muslimske tro eksisterer side om side, og gøre den til et attraktivt forbillede for den øvrige muslimske verden. Samtidig vil et tyrkisk medlemskab kunne få en gavnlig betydning for den europæiske indflydelse i hele Mellemøsten. Et godt argument er også det ubehagelige alternativ. Et Tyrkiet, der trods ihærdige reformbestræbelser holdes ude af EU, vil samtidig give et meget uheldigt indtryk af et samarbejdende Europa, hvor religiøse og kulturelle kriterier er vigtigere end politiske og demokratiske.