GLÆDEN I USA OG Storbritannien over den enstemmige vedtagelse af en Irakresolution i FN's Sikkerhedsråd tirsdag risikerer at blive af kort varighed. Få timer efter afstemningen kom de første alvorlige indvendinger fra kurdiske ledere i Irak, som føler sig svigtet af landene bag resolutionen. Udkastet til en ny irakisk forfatning bliver nemlig ikke nævnt med et ord i resolutionen, og hermed er kurdernes fremtidige plads og rolle i det irakiske samfund ikke sikret, lyder kritikken. Denne reaktion er symptomatisk. For kendsgerningen er, at resolutionen skøjter hen over en række centrale problemer i Irak i dag og i morgen. Et andet eksempel er den irakiske regerings indflydelse på militære operationer i landet. Resolutionen taler om konsultationer mellem koalitionsstyrkerne - læs: USA - og regeringen i militære anliggender. Men irakerne kan ikke modsætte sig en militær aktion sat i gang af USA. Hverken Frankrig, Rusland eller Tyskland kom igennem med kravet om, at regeringen skulle have vetoret. Spørgsmålet er så, om det havde hjulpet. For et af de fundamentale spørgsmål - resolution eller ej - handler om denne regerings manøvremuligheder og vilje til at bruge dem, hvis de er der. REGERINGSCHEFEN har i årtier været tæt knyttet til USA, hvilket mildt sagt ikke er en anbefaling i store dele af Irak uden for den grønne zone midt i Bagdad. Den nye, amerikanskudpegede, regering vil næppe tage vigtige initiativer, som ikke på forhånd er godkendt af USA, og dermed vil både det internationale samfund og store dele af opinionen i Irak følge den med yderste skepsis. Et andet centralt punkt i resolutionen er spørgsmålet om en tidsfrist for de udenlandske troppers tilstedeværelse i Irak. Ifølge resolutionen kan irakerne selv bede om, at tropperne rejser. Men igen er der først og fremmest tale om en teoretisk mulighed. Naturligvis er det positivt, at Irak ikke længere splitter det internationale samfund på kryds og tværs. Men også her er der grund til realisme. Lande som Frankrig, Tyskland, Rusland og Kina er lige så kritiske over for krigen og den amerikanske politik efter den officielle afslutning af kamphandlingerne, som de var inden vedtagelsen af FN-resolutionen. De sender ikke tropper og vil næppe bidrage aktivt til stabiliseringen af en situation, de reelt ikke har haft indflydelse på. For ifølge lederne i disse lande er den amerikanske kurs lige så fejlagtig, som da præsident George W. Bush for første gang rørte krigstrommerne for snart to år siden.