DAGENS SERBISKE præsidentvalg hænger mere sammen med EU-valget end ved datosammenfald. Valget er afgørende for landets forhold til EU. Kandidaten med størst opbakning er den ekstremt højrenationalistiske Tomislav Nikolic. Han beder serberne ranke ryggen mod et EU, der kritiserer dem for blodsudgydelserne i 90'erne. Dengang fik Slobodan Milosevic stor medvind for et Storserbien med områder i det tidligere Jugoslavien med store serbiske islæt. Efter fire tabte krige - i Slovenien, Kroatien, Bosnien og Kosova - ønsker serberne ikke en gentagelse. Nikolic går også ind for et Storserbien, men lover det uden krig. Demokraten Boris Tadic, som står til at blive nummer to, tilskrives derimod både vilje og evne til at føre Serbien nærmere EU. Ingen gives chancer for at vinde i første runde. Først ved et valg om to uger mellem de to, som får flest stemmer af de i alt 15 kandidater, ventes Serbien at få ny præsident. Det er fjerde gang, forsøget gøres. Tre tidligere valg havde for lav stemmeprocent, men nu kræves ikke længere mindst 50 procents valgdeltagelse. VALGDELTAGELSEN ventes i dag at komme over 50 procent, netop fordi valget ses som afgørende for forholdet til det øvrige Europa. Det spændende er at se, hvordan den store modsætning i serbernes sind kommer til udtryk. Et meget stort flertal går ind for EU-medlemskab, selv om frustration over bundløs fattigdom og få reformgevinster har betydet et markant genopsving for rabiat nationalisme. Men det er forbløffende, at flertallet alligevel ønsker europæisk integration kun fem år efter, at EU-lande var med til at bombe serberne. Andre folk kunne tænkes at barrikadere sig længere bag had. De fleste serbere ser sig stadig som ofre og nægter medansvar for krigene i 90'erne eller vil i hvert fald ikke påtage sig hele ansvaret. Det nødvendige selvopgør kan næppe ventes, før levestandarden er forbedret markant. Med Tadic som præsident kan man håbe på mere EU-hjælp til det. Med Nikolic sættes Serbien derimod katastrofalt tilbage.