EN RIGTIG, rigtig glad mand, kaldte EU-kommissionens formand, Romano Prodi, sig selv, da han i går kommenterede EF-domstolens afgørelse i sagen om vækst- og stabilitetspagten. Vi skal være blandt de første til at lykønske Prodi med, at domstolen på kommissionens opfordring annullerer finansministrenes beslutning om at sætte EU's budgetregler ud af kraft. Med afgørelsen bliver det understreget, at kommissionen har levet op til sin vigtigste forpligtelse - at vogte over unionens regelsæt. Medlemslandene kan ikke skalte og valte med reglerne efter forgodtbefindende. Når det er sagt, er der ikke meget andet at glæde sig over. Med annulleringen er vi tilbage ved den fastlåste situation, hvor kommissionen på den ene side vil gribe ind over for Tysklands og Frankrigs store budgetunderskud og ministerrådet på den anden side stritter imod. Den situation gør domstolens afgørelse intet for at løse. Afgørelsens pointe er blot, at finansministrene ikke kan omskrive de budgetprocedurer, de selv har sat i værk. Til gengæld står det finansministrene frit for, om de vil iværksætte sanktioner. Domstolen fastslår, at landene kan undlade at vedtage kommissionens forslag om sanktioner. Bundlinjen er, at ingen af de to lande er kommet tættere på at få bøder. I en situation hvor halvdelen af de 12 eurolande overskrider vækst- og stabilitetspagtens regler for budgetunderskud, er det kun lidet sandsynligt, at ministerrådet vil straffe Tyskland og Frankrig. Det ville da også være det dummeste at gøre. Europa har ikke brug for tyske og franske budgetbesparelser på et tidspunkt, hvor der stadig kun er spæde og usikre tegn på et økonomisk opsving i de to lande. VÆKST- OG stabilitetspagtens uskønne sammenblanding af jura og økonomi er og bliver et misfoster i den økonomiske politik. Og når kommissionen har glædet sig færdig, bør den indse, at der intet positivt kommer ud af at tærske mere langhalm på sagen. Tiden er kommet til at drøfte, hvordan man slipper af med pagten. Både kommissionen og det hollandske EU-formandskab varmede da også op under reformovervejelserne i går. Desværre tyder intet på, at tankerne er tilstrækkeligt vidtgående. Mere fleksibilitet gør det ikke. Der er brug for at indse, at EU helt skal holde væk sig fra landenes budgetter og lade det være op til finansmarkedet og vælgerne at straffe de regeringer, der har for store budgetunderskud.