STATSMINISTEREN SLAP relativt heldigt fra sin lille regeringsomdannelse: nye ansigter, fornyet håb for de trængte konservative, lidt blødere politiske signaler og ikke mange sure miner blandt de omflyttede eller degraderede. Som signalpolitik - og findes der efterhånden andet? - en succes, altså. Men signalpolitik har en pris. Hvor personspørgsmålene i toppen er håndteret forholdsvis elegant, så er de praktiske konsekvenser for den administrative virkelighed lige under ministrene massivt problematiske. Fødevareministeriets opsplitning, det sammenbragte Familie- og Forbrugsministerium og det tvehovedede Udenrigsministerium ligner alle tre uforberedte og ubegrundede overgreb på saglighed og rationalitet i centraladministrationen. DET ER ikke nyt, at der bliver flyttet rundt på sagsområderne mellem ministre og ministerier. Men traditionelt har man dog taget et hovedområde, altså en styrelse eller et direktorat ad gangen, så omvæltningerne kunne begrænses til topchefernes politiske reference. Denne gang har man - især i Familie- og Forbrugsministeriet - været ude at botanisere i embedsværket. Man har hentet enkeltområder ud af Civilretsdirektoratet, fjernet de frivillige børneanbringelser fra Socialministeriet, men ladet tvangsanbringelser ligge. Og så videre og så videre. Det bliver dyrt - både i bogstavelig forstand med omflytninger, nye messingskilte og nye chefstrukturer - og mere langsigtet ved at kaste de senere års organisationsudvikling på møddingen uden egentlig begrundelse. Selv hvis man skulle starte helt forfra, ligner Familieministeriet en populistisk konstruktion. Lever vi ikke alle i familier, og hvad er ikke familierelevant? UDENRIGSMINISTERIET har arbejdet intenst på at blive en enhedsorganisation, hvor murene mellem diplomater, økonomer og udviklingsadministratorer er blevet nedbrudt. Nu skal man begynde helt forfra med en ny minister, der ikke engang uformelt får juniorstatus: Udviklingsminister Bertel Haarder indtræder i regeringens koordinationsudvalg samtidig med udenrigsminister Per Stig Møller. Det er statsministerens grundlovssikrede ret at fordele forretningerne, som det passer ham. Men manglende sammenhæng og administrativ botanisering får denne rokade til at ligne et misbrug af statsapparatet.