ARBEJDSPLADSER i tusindvis flytter i de kommende år til Asien, Østeuropa og andre dele af verden - derfor skal Danmark satse massivt på voksen- og efteruddannelse i fremtiden. Så langt er de mest fremsynede debattører, eksperter og politikere enige. Men nu har statsministeren sparket yderligere en idé ind: Den store regning til efteruddannelse skal betales af arbejdsmarkedets parter. Og danske lønmodtagere kan passende starte med at kræve mere omskoling i stedet for mere i løn og mere fritid ved næste overenskomst. Ideen har ikke skabt jubelscener hos arbejdsmarkedets parter, der nægter at betale »regningen«, og Socialdemokraternes formand har også skudt forslaget ned med henvisning til, at regeringen blot er ude på at ville »privatisere voksen- og efteruddannelsen«. DENNE SKEPSIS og modvilje er naturligvis forståelig set i forhold til, at regeringen har nedprioriteret området i årevis. Men den kan også være farlig. Fagbevægelsen og oppositionen skal nemlig passe på, at man ikke uforvarende og per rygmarvsrefleks kommer til at slagte en god idé, bare fordi den er fremsat af den forkerte mand. For ret beset: Hvis voksen- og efteruddannelserne skal have et markant løft på mange milliarder kroner i de kommende år, er det så realistisk, at staten vil kunne finansiere det hele? Svaret er nej. Men hvem skal så? Her er det så, at arbejdsmarkedets parter kommer ind i billedet. Arbejdsmarkedets parter har tidligere vist en stor vilje og evne til at løfte krævende samfundsopgaver. I 1980'erne skete det ved, at lønmodtagerne i stedet for højere løn valgte at bruge penge til at opbygge et system af arbejdsmarkedspensioner, der i den grad vil lette presset på velfærdsmodellen, når ældreboomet kommer. Denne jætteindsats var både fremsynet og klog. Og hvorfor skulle man ikke kunne gentage kunststykket ved at opbygge et nyt system af voksen- og efteruddannelser, der kan sikre lønmodtagerne gode, vellønnede job i fremtiden? Og arbejdsgiverne fleksibel og kvalificeret arbejdskraft? Nej, vel? I 2004 har arbejdsmarkedets parter ikke samme indflydelse som for ti, tyve og tredive år siden. Hvis de vil have indflydelse på samfundsudviklingen, forudsætter det, at de påtager sig nye, væsentlige opgaver, når de dukker op. Her er én, tag den!