ER DER noget, danske lovgivere er gode til, er det at holde øje med andres opførsel. De sender observatører ud for at tjekke andres valg. De kræver respekt for menneskerettighederne i flokke af ulande for at give dem udviklingshjælp. De kræver ny lovgivning i Tyrkiet for at forhandle om medlemskab af EU. Osv. Det skal vi ikke skamme os over. Det plejer vi da heller ikke. Tværtimod. Vi pynter os med udsagn om, at vi bare står fast på det civile demokratiske samfunds principper, også i vores samarbejde med andre stater. Til gengæld kan vi roligt skamme os over, at så snart myndigheder udefra omvendt mener noget om Danmark, bliver vores lovgivere, ikke mindst i regeringspartierne og deres støtteparti, hyppigt fornærmet. EU's Wien-agentur for overvågning af menneskerettigheder skal absolut ikke belære Danmark om vores forpligtelser over for fælles europæiske regler. Sverige skal heller ikke lære os noget om moral og familiesammenføring. Og FN's Flygtningehøjkommissariat skal absolut ikke bryde sig om at tage Danmark i skole. HELT pinagtigt er det, at vores lovgivere og ministre i stort tal ikke vil acceptere en elementær åbenhed om deres private særinteresser. De finder det helt naturligt, at kongresmedlemmer i USA skal redegøre for deres økonomiske interesser, og helt o.k., at Mariann Fischer Boel og andre kommissærkandidater skal redegøre for deres privatøkonomi for at undgå sammenblanding af politiske og private interesser. Det opfattes i stigende udstrækning også som naturligt, at der er åbenhed omkring aflønningen af direktører og bestyrelsesmedlemmer i børsnoterede aktieselskaber. Ikke desto mindre afviser en tredjedel af vores folketingsmedlemmer og vores ministre at bidrage til et register over deres egne økonomiske interesser, deres bestyrelsesposter, rejser, de har foretaget på andres regning, og andet, der potentielt kunne sætte spørgsmålstegn ved deres habilitet. Det er simpelt hen ufatteligt. Og det er endnu mere ufatteligt, at denne afvisning af åbenhed manifesterer sig så tydeligt hos de aktuelle regeringspartier - V og K - og deres støtter i DF, selv om flere radikale og socialdemokrater også glimrer ved deres personlige afvisning af åbenhed. Det klæder ikke deres partier og ikke Danmark. Og det gør det hverken nemmere eller naturligt, at Danmark så hyppigt stiller krav til andres moral.