DEN ENE af landets to store public service-kanaler, TV 2, skal privatiseres. For at sikre regeringen så meget kontrol med processen som muligt vil staten dog beholde en stor aktiepost. Den offentlige deltagelse skal ifølge kulturminister Brian Mikkelsen sikre fortsat public service, fortsat lødighed og - måske - en dansk eller dansk-nordisk ejer. Det sidste kan i en moderne EU-økonomi ikke garanteres. Men i lyset af en meningsmåling forleden, hvor 85 procent af danskerne ønskede dansk ejerskab, er det givetvis et højt prioriteret, uformelt mål. BESLUTNINGEN OM at privatisere TV 2 er med de seneste justeringer ikke blevet mindre hovedløs, grundløs og ideologisk, end den hele tiden har været. Hvis den fondsejede danske koncern, som Politiken er del af, skulle blive medejer, kan det ikke ændre dette facit. JP/Politikens Hus vil i bedste fald blot blive den mindst ringe medejer af en medievirksomhed, der aldrig burde være solgt. Hvis formålet med privatiseringen er at sikre public service, lødighed og dansk eje, må man sige, at de tre ting er TV 2 allerede. Ja, lødigheden kan naturligvis diskuteres. Men den bliver i hvert fald ikke større af at fjerne licensmidlerne og trække penge ud af foretagendet til private ejere. Hvis en statslig ejerandel på 33 eller 49 procent er garantien for public service, så er den nuværende offentlige ejerandel på 100 procent naturligvis en langt bedre garanti. Den traditionelle begrundelse for en privatisering er at sikre øget pluralisme og øget konkurrence. Begge dele var vigtige for 16 år siden, da TV 2 blev skabt. Men man kan roligt sige, at vi i dag lever i en anden medievirkelighed. Mangfoldighed er ikke noget problem. Kvalitet er derimod mere end nogensinde en udfordring. ET FLERTAL af danskere er imod privatiseringen, fordi de meget vel forstår, hvor svært det bliver på det lille danske marked at fastholde en tv-produktion af acceptabel kvalitet på rent kommercielle vilkår. Når regeringen fremturer, skyldes det i bedste fald ideologisk stivsind. I værste fald usaglige motiver. Den sidste mulighed får desværre næring både af den brutalitet, hvormed privatiseringen er kørt igennem, og af det seneste, foruroligende forløb i DR. Her tyder meget på, at regeringens ubehag ved uafhængig og dermed til tider kritisk public service var drivkraften bag den skandaløse fyring af generaldirektøren. Man kan da heller ikke se bort fra, at den øgede kontrol med salgsprocessen, kulturministeren nu praler med, giver regeringen gode muligheder for at vælge lige netop de ejere, der passer den bedst. Med privatiseringen vil regeringen løse et problem, der ikke eksisterer, på en måde, som danskerne ikke bryder sig om. Hvorfor?