MENS EUROPAS kunstnere udtrykker afsky for mordet på den hollandske filminstruktør Theo van Gogh, tier deres danske kolleger. De bekymrer sig ikke om den undertrykkende islamisme, der truer ytringsfriheden i Europa. Det er pinligt. Sådan lyder kritikken af den danske kunstnerstand i disse dage. Og mens islamkritikerne slikker sig om munden over kunsternes tavshed, antyder de samtidig, at der er en sammenhæng: At danske forfattere, filminstruktører og billedkunstnere udgør en sammentømret gruppe, der af ren kærlighed til det multikulturelle samfunds ufejlbarligheder med fuldt overlæg holder kæft om den islamiske ekstremisme. Denne konspirationsteori er naturligvis - og heldigvis - noget sludder. Som det fremgår af nærværende sektion, er kunstnere lige så uenige som alle mulige andre, men én ting binder dem sammen i denne sag: En dyb bekymring over mordet. Og en skarp afstandtagen fra den religiøse fanatisme. Når det er sagt, ville det da have været klædeligt, hvis kunstnere selv havde meldt sig og ikke ventet på, at en mikrofon blev stukket op i næsen på dem. Men pointen er, at kunstnernes tavshed ikke er særlig for denne debat - som islamkritikerne hævder. Det er et mere generelt problem, at kunstnere helst ikke forholder sig til samfundsemner. VI STÅR MIDT i en brydningstid: Hvordan håndterer vi det multikulturelle samfund? Europas fremtid? Flygtningestrømmene? Fattigdommen? Udflytningen af arbejdspladser? Bioteknologien? osv. Vi vader i politiske og etiske dilemmaer, hvor kunstnerne kunne være med til at drive debatten. Her forventes ikke, at kunstnere skriver lange kronikker eller debatindlæg eller går i gaderne med bannere. Det kunne jo også være deres eget gebet, kunsten, der var samfundsengageret, ikke sandt? Mange kunstnere er i dag blevet til rene æsteter, der dyrker æstetikken for æstetikkens egen skyld. Dermed er kunstnere også blevet mere ligegyldige i den offentlige debat. Hvor synd! Der er naturligvis én god forklaring på, at kunstnere vender ryggen til det politiske og samfundsengagerede: at kunsten i 1970'erne blev spændt for en marxistisk trækvogn, mens man ødelagde æstetikken med kampråbet 'Alt er politik!'. Det, der foregik dengang, var vulgært. Men nu skriver vi altså 2004. Og vi har brug for kunstnerne i debatten. Kom nu!