I 21 MÅNEDER har det internationale samfund været mere optaget af ord end handling i den modbydelige konflikt i Sudans Darfurregion. Den sudanske regering og dens håndlangere har terroriseret et område på størrelse med Frankrig i en sådan grad, at USA har talt om folkemord. FN taler om verdens alvorligste humanitære krise, og generalsekretær Kofi Annan fastslog for nylig i Sikkerhedsrådet, at der er »stærke indikationer« af krigsforbrydelser og overgreb mod menneskeheden i »et stort og systematisk omfang«. Status er, at 70.000 mennesker menes at have mistet livet siden marts. Op mod 2 millioner skønnes at være drevet på flugt, og en fredsstyrke under Den Afrikanske Union har vist sig aldeles ineffektiv. De gode viljer og store ord er ellers til stede. Den Afrikanske Union har lovet at tage hånd om sagen. EU og USA støtter en fredsbevarende indsats, og Sudans regering forsikrer med jævne mellemrum om sin vilje til at sikre en fredelig løsning. Det er bekvemt at sige, at så skal det nok gå alt sammen, men sandheden er, at det gør det ikke. Myrderierne, overgrebene og forfølgelserne fortsætter. Fredag meddelte FN-organisationen UNHCR tilmed, at den trækker folk ud af dele af regionen, fordi de nægtes adgang til flygtningelejre af den sudanske regering. Flygtningene er de eneste sikre tabere, hvilket bekræftes af FN's fødevareprogram, der i oktober måtte reducere sine fødevareleverancer med næsten 10 procent som følge af manglende sikkerhed. Så sent som i sidste uge - næsten samtidig med at den sudanske regering og oprørerne havde indgået en aftale bl.a. om at sikre fri adgang for nødhjælp - gik regeringsstyrker til angreb på en flygtningelejr i El-Geer med 5.000 indbyggere i et forsøg på at tvinge dem væk med magt. Flygtninge blev slået, udsat for tåregas, fik brændt deres opholdssteder ned, og 250 familier blev sat på lastvogne og flyttet. De 700(!) fredssoldater fra Den Afrikanske Union gjorde ingen forskel. ALT DETTE burde for længst have fået verdenssamfundet til at opgive sin fantasi om, at situationen løser sig af sig selv, og at en afrikansk fredsstyrke, der end ikke vil overstige 3.000, når den engang med tiden er oppe på fuld styrke, kan gøre synderlig forskel. Det er at løbe fra sit ansvar. Og hvem er så 'verdenssamfundet'? Det er blandt andet USA, der med sin passivitet udfordrer sin troværdighed som forkæmper for menneskerettighederne. Men det er også magter som Frankrig og Tyskland, der har ført sig en hel del mere lidenskabeligt frem i deres kritik af USA's krig i Irak end i forhold til de overgreb, der lige nu udfolder sig i Sudan.