I MANGEL AF NYE ideer til forbedring af danskernes hverdag var statsministerens krigserklæring mod muslimske fanatikere og provokerende imamer tæt på at blive hovedbudskabet fra Venstres landsmøde. Anders Fogh Rasmussen vil kompromisløst kæmpe for frisind, for retten til at kritisere hvad som helst og hvem som helst. Ingen skal lades i tvivl om, at ytringsfriheden er »hellig« i det danske samfund, som statsministeren med et tankevækkende ordvalg udtrykte det. Det er umuligt at være uenig i, at mordet på en hollandsk filmmand, såvel som andre eksempler på islamistiske ekstremisters intolerance over for deres kritikere, skal fordømmes og bekæmpes. Der kan ikke være nogen tvivl om, at vi stort set alle sammen er enige med statsministeren i denne sag. Skarpe synspunkter må ikke undertrykkes, og da slet ikke med vold. HVOR UANGRIBELIGT statsministerens hovedsynspunkt end er, efterlader hans udfald alligevel et ikke helt behageligt indtryk. At forsvare fri debat inklusive provokationer er bestemt en vigtig side af frisindet. Men at udvise tolerance over for mennesker og synspunkter, som de færreste danskere på forhånd har den store forståelse for, er det også. Når Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder øjeblikkeligt gør imam Hassan Abu Labans udtalelser til en »provokation«, er det i hvert fald ikke et eksempel på frisind. Det, Abu Laban har sagt, er faktisk både nuanceret og relevant. Efter utvetydigt at have fordømt mordet på Theo van Gogh rejser han spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden slet ingen grænser har, når det gælder forhånelse af en verdensreligion. Spørgsmålet er relevant. Ikke bare fordi ytringsfriheden efter gældende ret faktisk ikke er ubegrænset. Men også fordi det uanset juraen er vigtigt at diskutere, om det for eksempel var rimeligt og forsvarligt, når en Theo van Gogh konsekvent kaldte muslimer for »gedekneppere«. Eller når talsmænd for Dansk Folkeparti beskriver alle muslimer som uegnede til at leve i demokratiske samfund. Statsministeren gør det nemt for sig selv, når han går i krig for værdier, der har overvældende tilslutning. Det ville klæde ham, hvis han samtidig viste, at der er plads til forskellighed i det danske samfund, og at en demokratisk samtale også forudsætter, at man anerkender dem, man er uenig med, som ligeværdige samtalepartnere. Det er hverken statsministeren eller det store flertal af danskere, der er den svage part i denne debat.