OMVALGET TIL Ukraines præsidentpost i dag står ikke blot mellem det gamle regimes Viktor Janukovitj og oppositionens Viktor Jusjtjenko. Det er for uendelig mange ukrainere først og fremmest en folkeafstemning imod et korrupt regimes misrøgt og internationale isolering af dem. De har ikke haft grund til at føle sig isoleret under deres 'orange revolution' imod valgsvindel. Der har været rigelig indblanding og mægling udefra, som har udløst den hidtil værste krise mellem Vladimir Putins Rusland og på den anden side EU og USA. Den imponerende manifestation af folkemagt, som efter alt at dømme bringer oppositionens kandidat til magten i dag, har EU støttet helhjertet. Men den virkelige EU-udfordring kommer efter dagens valg. Succes for den 'orange revolution' bør få EU til at stille landet medlemskab i udsigt. Mange EU-ledere ser det som for tung en byrde, men det er nu engang deres lod at være visionære, hvis de vil bevare EU som et sikkert og indflydelsesrigt europæisk fællesskab. Med Tyrkiet har de været mere visionære, end de fleste af deres vælgere ønsker. Men Danmarks regering kan med sindsro være visionær for Ukraine, da langt flere danskere støtter ukrainsk end tyrkisk medlemskab. NOGET AF MODELLEN for Tyrkiet kan bruges i Ukraine. Det var et valg og ikke en nødvendighed at invitere Tyrkiet ind i varmen. Det vil også være et valg og ingen nødvendighed at invitere Ukraine med. Et troværdigt tilbud betinget af de nødvendige reformer vil være en uvurderlig støtte til demokratiske kræfter i Ukraine, som det har været i Tyrkiet. Det har betydet tyrkiske fremskridt for demokrati, som de færreste troede mulige for blot få år siden. Ukrainerne kan måske håbe på mere utvetydig EU-indsats for transformationen af deres land, for som kristne behøver de ikke at frygte for religiøst betinget sabotage eller forhaling af projektet som de muslimske tyrkere. Kan det være angst for russisk vrede, som hidtil har afholdt EU fra at overveje ukrainsk medlemskab? Støtte til demokrati er jo tidligere blev set med andre EU-briller, når Rusland er involveret. Diktatoriske tendenser, angreb på ytringsfrihed, unfair valgkampagner og valgsvindel har aldrig udløst samme reaktioner over for Rusland som over for Ukraine. Og Vesten har ret stiltiende accepteret, at Putin har tiltaget sig ret til selv at udpege guvernører, så befolkningen fratages stemmeretten på lokalt plan. Det er opfattet som uklogt at protestere imod fuldbyrdede kendsgerninger og lægge sig ud med den stærke atommagt, som Vesten har brug for samarbejde med på flere områder. MEN UKRAINE viste sig som en ganske anden historie. Her kunne vestlig indblanding betyde forskellen mellem demokrati for 48 millioner europæere eller genetablering af et østligt imperium, denne gang med korrupte klientstater i russisk tjeneste. Ukraine tilspidsede spørgsmålet, hvor meget EU og USA vil acceptere, at Moskva vil styre tidligere sovjetrepublikker som sin private interessesfære. Hvis man ikke vil acceptere det, er ukrainsk medlemskab af EU lige så naturligt som polsk. Og demokratisk omformning af Ukraine, EU's nye store nabo, vil være en indlysende fordel for hele kontinentet. At sige det åbent vil også være en støtte til de liberale kræfter i Rusland. Høgene i Moskva frygter en farlig kædereaktion af oprøret i Ukraine. Spindoktor for Kreml Gleb Pavlovskij plæderer i et interview til den russiske avis Nesavisimaja Gaseta for »en forebyggende modrevolution«. Han mener, at Kijev er »et meget alvorligt signal til Rusland«, og at dets eget politiske system er sårbart over for »nye revolutionære teknologier i globaliseringens tid«. DEN REVOLUTIOÆRE teknologi, som blev sat ind i Ukraine, var noget så gammeldags som folkelig magt, og ikke, som Kreml hævder, en international konspiration. I korrupte lande som Ukraine er der ikke andet effektivt middel til ændringer end folkelig ulydighed. Og hvor det virkede. Det er lidet sandsynligt, at dommerne ved Ukraines højesteret efter mange dødstrusler ville have haft mod til at kræve omvalg, hvis ikke de havde haft opbakning fra hundredtusinder i gaderne. Hvis alt går vel for demokratiet i Ukraine i dag, vil det være fuldbyrdelse af den ydmygelse af Putin, som han beredte sig selv med sin ublu indgriben til fordel for regimets kandidat, Janukovitj. En ydmyget Putin er ikke en rar mand for nogen. Vesten bør gøre alt for at fremme samarbejde mellem Rusland og det formentlig snarlige helt nye styre i Ukraine, men det står ikke i modsætning til integration af Ukraine i EU. Udviklingen i Ukraine har vist med al ønskelig tydelighed, at der er brug for en langt mere offensiv europæisk politik til at tvinge Kreml til at respektere demokratiske spilleregler hjemme og ude. Dagens forhåbentlige sejrherre, Viktor Jusjtjenko, ønsker ikke at vende Rusland ryggen. Han ønsker samarbejde mellem de to lande som jævnbyrdige partnere. Det kan EU bidrage til med nye visioner for integration af Ukraine som bro til EU's nye naboer mod øst, herunder Rusland.