I EU ville det være utænkeligt at optage et medlemsland, hvor dødsstraf hører til dagens orden. Men det gør den i Italien. Alene i Napoli er 125 mennesker i år blevet henrettet, endda uden offentlig rettergang. I fjor var tallet 'nede' på 81. Tilstanden er altså forværret. De 125 mennesker, der i år er skudt i Napoli, er med eller uden skyld kommet rivaliserende mafiabander på tværs. Der er altså tale om kriminalitet, ikke retshåndhævelse. Den italienske stat har ikke ansvaret, om end man må forbavses over, at et civiliseret land med betragtelige hær- og politistyrker fortsat lader sine borgere tyrannisere af et så forbryderisk parallelsamfund. Men kan man med rette fremføre denne indvending, hvis Silvio Berlusconi, den italienske regeringsleder, støtter sig til folk, der har rettens ord for at have det ene ben solidt plantet i netop dette parallelsamfund? Er mafiaen så ikke en del af systemet? Man vil nødigt forestille sig, at Italiens regeringschef skylder mafiaen sine rigdomme og sin opstigning til magtens tinder. Og det burde være utænkeligt, at en demokratisk valgt regering har banet sig vej til magten med midler, der stammer fra narkohandel, prostitution, pengeafpresning og mord. Men tanken kan ikke længere afvises kategorisk. Tidligere på måneden blev Berlusconis højre hånd og nærmeste ven, Marcello Dell'Utri, der er senator og nøgleperson i såvel partiet Forza Italia som finansimperiet Fininvest, idømt ni års fængsel af en domstol i Palermo for beviseligt at have været forbindelsesled mellem den sicilianske Cosa Nostra og Berlusconis vidtforgrenede magtimperium. Mens Dell'Utri var mellemmand mellem Cosa Nostra og Fininvest, skal store summer i rede penge - der tales om 60 millioner euro - være tilflydt Fininvest. Ingen kan få oplyst, hvorfra disse midler stammer, men de bidrog til Berlusconis karriere som finansfyrste og toppolitiker. Såkaldt angrende mafiabosser har direkte sagt, at man på denne måde »officielt indskibede sig i Forza Italia«. MENS EUROPA vrider hænder ved tanken om, at Tyrkiet måske ad åre skal gøre sig fortjent til at blive medlem af EU, affinder man sig roligt med et Italien, hvis leder bruger en stadig større del af sin politiske magt på at undergrave landets retssystem og ytringsfrihed. Siden han sejrede i valgkampen i 2001, har Berlusconi med sin politiske optræden udviklet sig til den største trussel mod italiensk demokrati siden Mussolini. Bedre bliver det ikke af, at han som udenrigsminister har valgt Gianfranco Fini, der for ti år siden udråbte Mussolini til en af det 20. århundredes største statsmænd. Fini var dengang leder af det postfascistiske MSI, der nu er opslugt af hans nye parti Alleanza Nationale, og Fini har selv afsvoret sig sin fortid. Alligevel har EU for første gang fået en toppolitiker, der åbent har sat spørgsmålstegn ved sejren i Anden Verdenskrig og dermed den europæiske fredsorden, den resulterede i. Chefen for den regering, Fini repræsenterer i EU, har siden sin indtræden i politik i 1993 været i uafbrudt konflikt med det italienske retsvæsen. Men enten er sagerne faldet på grund af amnesti eller immunitet, eller også er de trukket så længe ud, at de til sidst var forældede. Således senest i denne måned, da man frafaldt sagen om bestikkelse af en dommer. Men dommeren selv er for længst idømt otte års fængsel for at have modtaget bestikkelse fra Berlusconi-koncernen, og en medskyldig fik fem år. I ET LAND, der i realiteten ligger i krig med den organiserede kriminalitet, er bestikkelse af dommere en af de alvorligste forbrydelser i straffeloven. Bedre bliver det naturligvis ikke, når den røde tråd i Berlusconis parlamentariske aktivitet har været at forsøge at lovgive sig fra at falde i hænderne på retssystemet. Det gavner mildt sagt heller ikke retsstaten, at Berlusconi og Dell'Utri gør alle domme, der går dem imod, til udtryk for en politisk sammensværgelse blandt venstreorienterede dommere og anklagere. Det kan en statsleder ikke sige om sit eget lands uafhængige retsvæsen uden at angribe dets autoritet. Dertil skal vi lægge, at Berlusconi efterhånden har overtaget magten i alle betydende elektroniske massemedier og i mange af de vigtigste trykte. Hans systematiske og til tider vellykkede forsøg på at neutralisere retssystemet og hans næsten totale kontrol med medierne gør ham til den mest magtfulde politiker i Italien siden Anden Verdenskrig. Det italienske demokrati er på vej ind i en belejringstilstand. Hvis den ulykke skulle overgå landet, at Berlusconi også vinder valget i 2006, vil det blive langt sværere igen at slippe af med ham og hans ambitiøse udenrigsminister, for slet ikke at tale om mafiavældet. EU SKYLDER borgerne i Italien hjælp til at vende en så uacceptabel politisk udvikling. Når vi over for Tyrkiet kan rejse et helt katalog af krav om alt fra menneskerettigheder til retsstatsprincipper, burde det være en selvfølge, at vi håndhævede de samme krav i vores egen kreds. For tiden falder der for mange dødsdomme i Italien - og for få domme til fordel for retssamfundet.