DANSKE SOLDATER sørger for sikkerheden, når uniformerede irakere arresterer deres medborgere. En af verdens førende menneskerettighedsorganisationer, Human Rights Watch, dokumenterer nu, at de irakiske sikkerhedsstyrker i stor stil bruger tortur mod dem, de mistænker for at være terrorister, oprørere eller blot almindelige kriminelle. Der sker voldsomme og systematiske overgreb i de irakiske fængsler og på de irakiske politistationer; overgreb, der omfatter elektrochok, ydmygelser og rå vold. De danske soldater kan ikke forhindre, hvad de ikke ser. Men som de ikke desto mindre er med til at gøre muligt. Danmark får dermed et - direkte eller indirekte - ansvar for handlinger, der ligger endog meget langt fra de værdier, det danske demokrati normalt hævder at stå for. Den skræmmende rapport er blot den seneste påmindelse om, hvilken tvetydig og mere og mere og mere belastende situation regeringen har placeret Danmark i. Vi får igen og igen at vide, at det gælder om at se fremad i Irak. Fremad mod demokrati og ikke tilbage mod forkerte påstande om masseødelæggelsesvåben og brud på den FN-orden, der ellers har været den lange linje i dansk udenrigspolitik. Men påstanden om, at demokratiet er lige om hjørnet i Irak, og at stadig mere amerikansk, britisk og dansk vold sat ind mod de voldelige oprørere i Irak derfor er nødvendigt, begynder mere og mere at ligne en påstand om, at målet helliger midlerne. Alle midler. DEN IRAKISKE voldsspiral løber - ikke overraskende - løbsk i dagene op mod det irakiske valg. Det burde være en selvfølge, at spørgsmålet om den fortsatte danske militære tilstedeværelse i Irak stod i centrum af vores egen valgkamp. Hvor meget skal vi lægge navn og mennesker til i Irak? Og hvor længe? Skal statsministeren blive ved med at slippe godt fra end ikke at skulle forklare, hvordan og på hvilke vilkår de udsendte danskere kan komme hjem? Er gruen i Irak så uvirkelig, at vi vedvarende kan fortrænge konsekvenserne af vores egen tilstedeværelse? Det er sådanne spørgsmål, som en opposition, der for alvor ønskede at vinde valget, ville insistere på at sætte på dagsordenen. Og det er sådanne spørgsmål, regeringspartierne burde skamme sig over, at de ikke allerede har besvaret.