VED SIDSTE folketingsvalg blev midten af dansk politik sat uden for indflydelse. Regeringen har valgt at støtte sig til Dansk Folkeparti i alle større sager, og partiet har fået en nøglerolle på en hel række områder. Det er årsagen til, at Danmark i dag har vedtaget love, der åbenlyst strider mod den europæiske menneskerettighedskonvention. Love, der ikke bare rammer de etniske mindretal, men som fratager alle danskere rettigheder, som ellers hører til de mest basale. Det er også årsagen til, at vi sammen med et mindretal i både EU, NATO og FN gik i krig i Irak. Det er årsagen til, at enkeltforskere er blevet forsøgt begunstiget eller diskrimineret via finansloven. Det er årsagen til, at en af Danmarks store public service-tv-stationer, TV 2, står over for en helt unødvendig privatisering, der kan risikere at trække dansk tv ned på Berlusconi-niveau. Ikke alle regeringens dårlige ideer er vokset i Pia Kjærsgaards have, men det er hende, der har gjort det muligt for statsministeren ikke at lytte til andre. Hendes mandater har gjort det muligt for statsministeren at føre den blokpolitik, som hans pragmatiske retorik konstant tilslører, men som ikke desto mindre har været realiteten i hele hans regeringsperiode. DET PARADOKSALE er, at alliancen med Dansk Folkeparti er en af hovedårsagerne til, at den dårlige integration, der spillede så stor en rolle under sidste valgkamp, er blevet værre under den nuværende regering. De fornuftige elementer, som Bertel Haarders integrationspolitik også har rummet, er blevet begrænset eller bekæmpet af støttepartiet. Positive initiativer har været stort set bandlyst. Og der er grænser for, hvor langt man når med pisken, når guleroden er helt fraværende. Resultatet er, at der er færre indvandrere i arbejde, end der var, da Anders Fogh kom til. Der er flere utilpassede, frustrerede og til tider ligefrem kriminelle unge indvandrere, end der var, før regeringen og Dansk Folkeparti tog fat. Fordi det er blevet et tabu at bekæmpe diskrimination, fordi pengene til kvarterløft og bekæmpelse af sociale ghettoer er sparet væk, og fordi hele tonen i den såkaldte udlændingedebat har sat splid i fællesskabet, er integrationen blevet forsinket snarere end fremmet. Samtidig er Dansk Folkeparti begyndt at præge dansk europapolitik i negativ retning. Fra at være et på mange punkter beundret land har Danmark fået et ikke uberettiget ry for lukkethed og fordomsfuldhed. Samtidig har Dansk Folkepartis konsekvente leflen for alle andre vælgergrupper end de såkaldt fremmede spærret for de reformer og moderniseringer af samfundet, der ellers måtte være en borgerlig regerings naturlige arbejdsopgave. Dansk Folkepartis socialpolitiske kreativitet begrænser sig til at tænke i checks til de ældre. Og til at sige nej til alt, hvad der lugter af internationalisering og modernisering. I valgkampen har de både villet lukke grænsen til Sverige og forbyde myndighederne andre sprog end dansk. SELVFØLGELIG VIL det gøre en forskel, om landets statsminister fremover skal hedde Mogens Lykketoft eller Anders Fogh. Vi hører til dem, der mener, at Socialdemokraterne har fremlagt mere konkrete bud på, hvordan arbejdsløsheden kan bringes ned, end regeringen har. En ny regering vil også give flere penge til miljø og ulandsbistand, mens skattestoppet til gengæld vil stå urokkeligt fast, hvis Anders Fogh fortsætter - eller vil det? Det bestemmer Pia. Men hånden på hjertet. Bedømt på valgkampen er der alligevel grænser for, hvor stor en forskel det vil gøre. Socialdemokratiet har kun udfordret regeringen på få områder. Regeringen lover ingen reformer, men små vælgergaver og lidt til forskningen fordelt over en meget lang årrække. Velfærdsstaten vil overleve, uanset hvem der vinder valget. Og heller ikke vores trods alt ganske sunde økonomi vil blive undergravet af hverken den ene eller den anden som statsminister. DERFOR ER valgets hovedspørgsmål efter vores mening, om Dansk Folkepartis på alle måder negative indflydelse i det danske samfund skal brydes eller ej. Fire år mere med Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Jesper Langballe i rollerne som landets fremmeste politiske smagsdommere er en alt andet end tiltrækkende tanke. Politikens læsere tænker selv, og vi véd, at jeres stemmer tidligere har fordelt sig på stort set alle de partier, der byder sig til. Avisen har ingen partipolitiske bindinger, og i det daglige foretrækker vi at tage stilling fra sag til sag. Alligevel vil vi ikke undlade på en dag som i dag at gøre det klart, hvilken konklusion der følger af vores præmisser: Det er midten i dansk politik, der skal styrkes. Hvis valget fører til et regeringsskifte, giver det sig selv, at Dansk Folkeparti bliver sat uden for indflydelse. Det vigtigste midterparti støtter i denne valgkamp et statsministerskifte. Men mindre kan også gøre det. En stemme på Venstre eller de konservative i dag vil i meget høj grad være en stemme på Pia Kjærsgaard. Kun hvis midten, det vil i første række sige de radikale, styrkes markant, kan det hjælpe de kræfter i V og K, der kan se perspektivet i at få både anstændighed og reformvilje tilbage i det politiske højsæde. Det er afgørende for den elementære lødighed, anstændighed og ordentlighed herhjemme, som vi i lange perioder af danmarkshistorien har taget for givet, at midten i dansk politik i dag får et godt valg.