HJERTEVENNER er de, præsidenterne Vladimir Putin og George W. Bush. De varme personlige følelser imellem dem vil vi formentlig også se, når de mødes i Bratislava i denne uge til deres første topmøde, siden Bush blev genvalgt. Mens det knager alvorligt i de russiskamerikanske relationer, er spørgsmålet, om præsidenternes gensidige forståelse kan rette op på det. Eller forholder det sig snarere sådan, at de forstår hinanden alt for godt til at gøre en forskel? Debatten om de russiskamerikanske relationer bølger igen inden for rammen: Hvem er ven eller fjende af Rusland? Det er ikke kun en arv efter den kolde krig, men et aktuelt våben i den nye øst-vest-deling. Det fastholder fokus på staters magt og balancen imellem dem og forhindrer seriøs diskussion af de stigende autoritære tendenser i Rusland. De såkaldte realister i Moskva og Washington ses som venner af Rusland, fordi de er ligeglade med regimers karakter, men fokuserer på fælles sikkerhedspolitiske interesser som kamp imod terrorisme og ikke-spredning af atomvåben. For dem er pressefrihed i Rusland og krigen i Tjetjenien perifere emner. Bag Bush-regeringens propagandistiske snak om demokratiske værdier dominerer den holdning trods retorik om det modsatte. Og blandt USA's såkaldte realpolitikere hersker også den magtpolitiske opfattelse, at styrkelse af Rusland er lig med svækkelse af USA. De ønsker at fastholde Rusland som en perifer og svag magt. BLANDT DE LIBERALE er folk, der fokuserer på underminering af demokrati under Putin som en vej til at isolere Rusland som en part, der aldrig kan stoles på. Ruslands sande venner i og uden for landet er dem, som ser den autoritære udvikling som en forhindring for, at Rusland kan blive en respekteret magt. De ser med rette underminering af demokrati og krigen i Tjetjenien som forhindringer for, at Rusland kan blive en stærk demokratisk magt, der kan indgå i et meningsfuldt sikkerhedspolitisk samarbejde. Ytringsfriheden undergraves i USA af krigen i Irak, i Rusland af krigen i Tjetjenien. De to hjertevenner er enige om, at mediernes primære rolle er at optræde patriotisk og støtte deres prioriteringer. USA har størst magt til at påvirke Rusland i demokratisk retning, men Bush vil næppe gøre noget effektivt for at forhindre, at det hastigt går i den modsatte retning. Dertil forstår de to ledere simpelthen hinanden for godt. Deres fælles prioriteringer på det magtpolitiske plan forhindrer en reel diskussion om, hvordan såkaldt fælles demokratiske værdier bør forvaltes.