UANSET HVORDAN forløbet af det igangværende formandsvalg i SF ender, vil partiet næsten ikke kunne undgå at gå styrket ud af skærmydslerne. For det første er den hidtidige kronprins, den 52-årige Villy Søvndal, tvunget til at træde i karakter. Han er ganske enkelt nødt til at vise partiets græsrødder, at han har mere og andet at tilbyde end blot at videreføre status quo; at han har sin egen selvstændige, fremadrettede platform. Og dét vil utvivlsomt være sundt for SF - uanset om han vinder eller ej. For det andet har den 33-årige Pia Olsen, med sin beslutning om at stille op til formandsposten, skabt en reel valgsituation mellem forskellige politiske positioner inden for det folkesocialistiske univers. Med sin klare EU-profil repræsenterer Pia Olsen den yngre fløj af SF, der minder mest om De Grønne i Tyskland - og som dermed skiller sig mest markant ud i forhold til det øvrige partipolitiske landskab i Danmark. Og endelig for det tredje har den foreløbig sidste kandidat, den 44-årige advokat Meta Fuglsang, skabt lidt uforudsigelighed, der klæder et ellers meget topstyret parti. Samlet set spejler kandidaterne i SF dog på sin vis de samme svagheder, som de to S-duellanter ufrivilligt udstiller: Villy Søvndal er som Frank Jensen et velkendt ansigt uden nye opsigtsvækkende projekter, mens Pia Olsen lige som Helle Thorning-Schmidt er en mere energisk type uden parlamentarisk erfaring fra Folketinget. TOPSTYRING er imidlertid den eneste årsag til, at Pia Olsen ikke blev valgt ind i Folketinget ved valget i forrige uge. Selv om hun fik fem gange så mange personlige stemmer som Poul Henrik Hedeboe i Frederiksborg Amt, løb han alligevel af med posten som folketingsmedlem - takket været folkesocialisternes antikverede opstillingsregler. Pia Olsen fik i alt 3.096 personlige stemmer, mens Poul Henrik Hedeboe kun fik 698 stemmer. Hedeboe vandt også kun det interne opstillingsvalg knebent over Pia Olsen. Hvis den forventelige urafstemning i SF fører frem til, at Pia Olsen vælges som formand, bør Poul Henrik Hedeboe oplagt trække sig fra Folketinget og lade hende træde ind som suppleant. Alt andet vil være skadeligt for partiet. Hvis Poul Henrik Hedeboe optræder med blot et mindstemål af anstændighed, vil Pia Olsens største svaghed - at hun ikke er folketingsmedlem - således forsvinde i samme øjeblik, hun vælges. Endnu venter der dog en lang valgkamp, hvor Søvndal, Olsen og Fuglsang hver især må bevise deres værd. SF har dog intet at tabe ved at uenighederne kommer offentligt til skue. Og som alternativ til den hidtidige topstyring er urafstemningen et demokratisk kvantespring fremad.