VI FIK EN NY integrationsminister, Rikke Hvilshøj (V), efter at Bertel Haarder havde kørt en stram udlændingepolitik, hvilket han fik ros for af regeringen, men som han selv i stille stunder vistnok havde sine problemer med. Nogen kaldte ham ond! Det var ikke rart. Der var også en tilbøjelighed til, at kontroversielle udvisningssager, som havde fundet vej til medierne, blev afgjort anderledes og mildere end i første omgang - embedsværket (det var ikke Bertel Haarder selv) tog nogle hensyn, som man i første omgang slet ikke havde haft i tankerne. Og dermed var udlændingepolitikken nok stadigvæk principielt stram, men den kunne også blive konfus. Bertel Haarder var ikke glad for den tendens. Den ny integrationsminister skal ikke have afprøvet nogen af de medieskabte og mediebårne medlidenhedssager, som plagede Haarders samvittighed. Det viser hendes håndtering af sagen om den tyrkiske psykolog Ergin Atay, som skal rejse hjem til Tyrkiet inden på tirsdag efter udløbet af sit visum. Det betyder, at hans kone, Adile Atay, vil stå uden far til sit barn, som hun venter i midten af april. Efter reglerne kan der »under ekstraordinære omstændigheder« gives visumforlængelse, men sådanne omstændigheder er der ikke tale om ifølge Hvilshøj. Hende bliver de svært glade for i Dansk Folkeparti. Allerede fra starten er hun med på den linje, som regeringen og Dansk Folkeparti har lagt, og som medier ikke skal røre ved. Hvis det har været en fordel at blive omtalt i aviser, så skal der nu rettes ind: »Der er ikke noget, der begrunder en særlig aftale«, siger Hvilshøj. DET SYNES VI da nok, der er, men vores mening er blevet lidt overflødig ... eller er den? Et barns fødsel er i den grad en ekstraordinær begivenhed; det ved Rikke Hvilshøj selvfølgelig selv, og ydermere er der spørgsmålet om FN's børnekonvention, som fastslår, at børn ikke må skilles fra deres forældre. Familien ville have gode muligheder for at blive velintegreret i samfundet; nu får vi i stedet en enlig mor, som har større vanskeligheder - enhver borgerlig vælger foretrækker far, mor og børn frem for mor og barn. Så afslaget til Ergin Atay er en gåde - det vil sige en afgørelse båret af dogmatik i stedet for argumenter. Vi gentager os selv ... Jo tak, det ved vi. Men vi prøver at fortsætte, i håb om at repetition af sandheder også nytter en dag.