DET ER EN kendt sag, at kulturminister Brian Mikkelsen vil etablere en liste over danske kunstværker, som alle danske bør kende - en såkaldt 'kanon'. Siden i forgårs er det også en kendt sag, at en af de største institutioner på Kulturministeriets område, Det Kongelige Teater, går ministeren midt imod. »Vi er uenige i projektet med at skabe en dansk kanon«, skrev operachef Kasper Bech Holten i Kroniken og fortsatte: »Ikke fordi en kanon ikke kan være en positiv drivkraft for en kunstdiskussion, og ikke fordi en kanon, hvor det defineres, at en række udvalgte kunstværker giver os vores identitet som mennesker, er en dårlig idé. Men fordi vi ikke tror på projektet som et nationalistisk dansk projekt«. Klare ord fra Det Kongelige. Kloge ord, som retter skytset mod det svageste punkt i kulturministerens kanonprojekt: at det under dække af at være et menneskeligt dannelsesprojekt i virkeligheden er et nationalt, for ikke at sige nationalistisk forsvarsprogram. Hvis kulturministeren virkelig mener, at det er vigtigt at få udpeget de værker inden for litteratur, teater, musik, arkitektur etc., som hvert barn og hver voksen bør kende af hensyn til sin åndelige udvikling og dannelse, så må listen vel nødvendigvis være international. MED AL respekt for Karen Blixen og Adam Oehlenschläger, så kan de næppe udkonkurrere Shakespeare og Dante. Og vel er Marmorkirken da et prægtigt bygningsværk, men mon ikke pyramiderne og katedralen i Chartres alligevel kan konkurrere? Ja, mon ikke kulturministerens kanonprojekt, hvis det virkelig tog sig selv alvorligt som dannelsesprojekt, ville være stort set uden dansk kunst? Årets modtager af H.C. Andersen Prisen er, meget apropos, den mand, som med sin bog om 'Den vestlige kanon' startede hele den kanon-dille, som siden har præget det særlige hjørne af verden, som hedder Danmark. På Harold Blooms liste med 26 uomgængelige forfattere er der ingen danske. Heller ikke Andersen. At Den Kongelige Opera nødig vil reducere sin kanon til at bestå af 'Maskarade' og 'Drot og Marsk', er fuldt forståeligt. De vil gerne have 'Don Giovanni', 'Aida', 'Tosca' etc. med. Men Det Kongelige Teater går videre og afviser i det hele taget idéen som »et nationalistisk dansk projekt«. Det skal teatret have tak for.