ANGSTEN FOR vælgernes følelsesladede sammenblanding af alt og intet ved de forestående EU-traktatafstemninger har fået de europæiske statsledere til at trække følehornene til sig: De har netop sendt det omstridte 'servicedirektiv' tilbage til EU-kommissionen med besked om, at det skal »forbedres«. Skønt direktivet intet direkte har med den nye forfatningstraktat at gøre, nærer politikerne en åbenlys frygt for, at EU-modstanderne vil vinde alt for mange billige point ved at slå på de skævvridende - og ikke mindst upopulære - virkninger af blandt andet at lade østeuropæiske håndværkere arbejde frit i hele Europa. På det symbolske plan er det således en rigtig tabersag, der stjæler opmærksomheden i et stort folkeafstemningsår. Selve formålet med servicedirektivet er dog ganske fornuftigt: Tjeneste- og serviceydelser er naturligvis lige så meget handelsvarer som ting og sager - og derfor bør arbejdstid, håndkraft og service også kunne handles på kryds og tværs af de indre grænser i EU. Men lige så vel som varer i dag skal leve op til visse standarder, eksempelvis sikkerheds- og miljømæssige, for at kunne blive handlet frit, bør også serviceydelser holde et vist niveau. Netop derfor bør det hilses velkomment, at EU's stats- og regeringschefer på topmødet i Bruxelles valgte at sende det omstridte 'servicedirektiv' retur. Det foreliggende direktivforslag rummer ganske enkelt ikke den rette balance mellem økonomiske stordriftsfordele og sociale hensyn, som ellers har været fundamentet for alle EU's succeser. IDEELT SET bør handel med serviceydelser bygge på fælles standarder i Europa. I stedet for at hvert land har egne særegne regler, ville det være til gavn for alle lande, hvis serviceydelser ligesom andre varer kunne produceres under nogenlunde ens vilkår. Men så længe de økonomiske forskelle mellem øst og vest stadig er så mærkbare, er det næppe sandsynligt, at de 25 EU-lande kan blive enige om fælles regler. Udgangspunktet er alt for forskelligt - og derfor vil en fuld liberalisering uundgåeligt føre til en form for social dumping, hvor billig østeuropæisk arbejdskraft falbyder sig i Vesteuropa. Løsningen på dette overgangsfænomen er imidlertid ikke at holde stædigt fast i danske regler og overenskomster. De østeuropæiske befolkninger har et berettiget ønske om at løfte sig selv op på et højere velfærdsniveau - og derfor består den solidariske løsning i at skabe et fælleseuropæisk arbejdsmarked, med en ordentlig mindsteløn og et udbygget socialt sikkerhedsnet. Man kan kun håbe, at den næste version af servicedirektivet rummer skridt i denne retning - frem for blot at befæste de gamle landes protektionisme.