LEDELSEN FLYGTER fra JuniBevægelsen. Det samme gjorde vælgerne ved seneste valg til Europaparlamentet, der kun gav et enkelt mandat: Jens-Peter Bondes. Så Bonde står tilbage uden meget andet end sit enlige mandat, sit medlemskab af en temmelig folkloristisk gruppe i EU-parlamentet (omfattende ikke få ultrahøjreorienterede) samt en gevaldig gæld i den hjemlige organisations kasse. Det er ved at være lukketid for JuniBevægelsen. Det har været JuniBevægelsens særkende, at den (i modsætning til Folkebevægelsen mod EU) har være nogenlunde europavenlig; principielt tværpolitiske er jo begge bevægelser. Jens-Peter Bonde er en EU-modstandens supereuropæer, der som tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti skal formulere et nej til europæisk union, som også liberalister og højrefløj kan skrive under på. Alt i alt en opgave, der er omtrent lige så nem, som det er at udregne cirklens kvadratur. At Jens-Peter Bonde ikke desto mindre vil kæmpe videre og på det skarpeste benægte, at der er nogen som helst problemer nogen som helst steder, behøver ingen at være i tvivl om. Vi taler om EU-kritikkens arbejdende museum, der ikke sådan lader sig nedlægge. Men JuniBevægelsens dage er talte - og dét paradoksalt nok til trods for, at EU-modstanden hertillands på ingen måde står svagt. Modstanden er bare rykket så meget til højre, at JuniBevægelsen ikke længere kan opretholde illusionen om at være tværpolitisk. Den klassiske danske EU-modstand har været et venstrefløjsprojekt. Men som også EU-afstemningen i SF viste for nylig: Danmark er efter mere end 30 år med EU ved at være blevet europæisk normaliseret. Det vil sige, at den største modstand nu kommer fra højre. Og hvorfor skulle venstrefløjen under dæknavnet JuniBevægelsen egentlig påtage sig at være stikirenddreng for denne højremodstand? Intet under, at fremtrædende medlemmer af ledelsen nu dropper dette projekt. FORAN OS LIGGER en folkeafstemning om den nye EU-forfatning. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har kigget bagud over venstre skulder og sikret sig et nationalt kompromis med SF. Men hermed er ingen forfatning sikret, for problemerne ligger forude og til højre. Dette er det større, nationale perspektiv i JuniBevægelsens aktuelle kvaler. Akkurat ligesom Frankrigs præsident, Jacques Chirac, har måttet sande, at Socialistpartiets interne ja til EU-forfatningen ikke sikrer det nationale ja, må Anders Fogh Rasmussen indse, at problemerne for det danske ja nu ligger ligefor: i hans egen politiske lejr.