FOLKETINGET HAR i de senere år benyttet sig af et kneb, der længe har fortjent at blive undsagt. Det går ud på at vedtage en stramning af udlændingelovgivningen, der indskrænker både danskeres og indvandreres rettigheder, og som rammer masser af enkeltpersoner meget hårdt. Og så derefter udstyre loven og dens bemærkninger med en tilføjelse om, at det ikke er meningen at krænke menneskerettighederne. Birthe Rønn Hornbech (V) har naturligvis ret, når hun kalder fænomenet for ansvarsforflygtigelse fra de folkevalgtes side. Men det er værre endnu: Det er en hyklerisk form for besværgelsespolitik. Realiteten er, at man giver forvaltningen en kompetence, der med overvældende sandsynlighed vil føre til krænkelser. Men man slipper for at tage det fulde ansvar ved samtidig at skrive, at man respekterer de normer, Danmark er forpligtet på. Og overlader det til domstolene enten at lukke øjnene eller på et senere tidspunkt at konstatere, at det er gået galt. Det er denne trafik, som Højesterets præsident, Torben Melchior, nu har taget afstand fra. Han bryder sig ikke om, at domstolene dermed ender med at skulle træffe politiske beslutninger, forstået på den måde, at de kan risikere at udfordre de politikere, der har vedtaget lovene. HØJESTERETS PROBLEM er, at man - når sagerne engang er modne - i realiteten kommer til at vælge mellem to ubehagelige muligheder. Enten udlægger dommerne loven sådan, at menneskerettighederne holdes i hævd. I så fald vil lovene typisk ikke længere have den effekt, politikerne ønsker. Og Højesteret kommer samtidig i direkte konflikt med Folketinget. Eller også skåner Højesteret det herskende politiske flertal. I så fald vil Menneskerettighedsdomstolen formentlig senere underkende den danske retsopfattelse og den danske lovgivning. Selv om det ikke længere afgør sagen for alle på Christiansborg, er det næppe noget, Højesteret - der er opmærksom på sit internationale ry - vil bryde sig om. Det korte af det lange er, at vi endnu en gang er blevet mindet om det normskred på Christiansborg, som strammerkursen er udtryk for. Denne gang er påmindelsen kommet fra landets højeste domstol. Samtidig er det nærliggende at læse præsidentens ord som et ønske om, at Folketinget retter ind, før sagerne kommer helt til tops i retssystemet. Sandsynligheden for, at det sker, er dog ikke stor. Realiteten er, at når politikerne vil tage så krasse midler i brug, så ender det med, at domstolene må udtrykke sort på hvidt, hvad det er for normer, der krænkes. Den konflikt hverken kan eller skal fejes ind under gulvtæppet. Det er faktisk den slags, vi har den demokratiske magts tredeling til at få på plads.