HVAD ENTEN man bryder sig om det eller ej, er Tony Blair, Storbritanniens premierminister, den mest markante og interessante europæiske politiker i disse år. Hans lidenskabelige tale i Europaparlamentet var ikke bare en retorisk og politisk præstation, der bjergtog en forsamling, der bestemt ikke var ham venligt stemt på forhånd. Når Blairs triumf var mulig, skyldes det nok så meget, at han havde flere grundlæggende politiske pointer, der har adresse på begge de politiske fløje i et kriseramt Europa. Tony Blair vil arbejde med globaliseringen, ikke imod den. Han accepterer, at et forsøg på at klynge sig til forældede modeller, monopoler og privilegier, i en verden, hvor det er den grænseoverskridende arbejdsdeling, der i stigende grad skaber vækst, simpelthen ikke giver mening. Endnu mere elementært slog han fast, at protektionisme og fravær af omstilling ikke skaber job, men tværtimod er en hovedårsag til høj arbejdsløshed. Og allermest elementært står han for det standpunkt, at politiske ledere - både nationalt og i EU - skal komme med løsninger og ikke med besværgelser. At han fik det sagt i en konstruktiv og proeuropæisk tone fuldender blot bedriften. OG SÅ TIL alle forbeholdene: En enkelt tale ændrer ikke de politiske realiteter i EU. Frankrig og Tyskland er under deres nuværende politiske ledere både lammede og skeptiske, og Blairs forsøg på at bryde op i det etablerede forhandlingsmønster i EU er bestemt ikke sikret nogen form for konkret succes på forhånd. Storbritanniens økonomiske 'model' har skabt vækst og lavere arbejdsløshed, men den er både i toppen og bunden en af de mest økonomisk ulige og dermed brutale i Europa. Europæiske reformatorer har, når det kommer til stykket, måske bedre bud at hente i Skandinavien, herunder Danmark. Vores model forener åbenhed og fleksibilitet med et skatteniveau, der gør både en aktiv arbejdsmarkedspolitik, og en rimelig grad af social retfærdighed, mulig. Sagt på en anden måde: Hvis ikke der er forskel på Blair og Bush, vil reformdagsordenen ende i en blindgyde. Det er også vigtigt at huske, at EU ikke råder over en magisk nøgle - politisk vilje eller ej - til at løse medlemslandenes økonomiske problemer. Hvis viljen er der, kan EU være en nyttig ramme om reformerne. Men heller ikke mere. Justeringer af EU's sociale og økonomiske model vil heller ikke i sig selv løse den alvorlige konstruktionsfejl i EU's demokratiske grundlag, som nejerne har blotlagt. Og endelig har vi endnu til gode at høre Blair holde en lige så god tale om EU - hjemme i London. Men trods alle forbehold blev det en flot start på det britiske formandskab. Takket være Blair vil europæerne måske begynde at tale mere konstruktivt om i hvert fald nogle af de mange problemer, de står midt i.