SREBRENICA var engang en af Bosniens rigeste byer, som sølvudvinding gav navn, da 'srebro' betyder sølv. I kommunisttiden var sølvudvindingen på retur, men blev afløst som stor indtægtskilde af bly og zink. Minerne er lagt stille, men der graves stadig ved Srebrenica: efter knogler af de over 8.000 drenge og mænd, som bosniske serbere i dag for ti år siden indledte med at likvidere. Nu søger den tidligere driftige by fortvivlet efter en fremtid. De 21.000 indbyggere er fortrinsvis gamle mennesker, og 80 procent er arbejdsløse. Srebrenica var den første by, som FN udråbte til sikker zone, men kun 400 letbevæbnede hollandske soldater blev afsat til det. Efter over fire års ekstremt brutal krig var der ingen grund til at tro, at det var nær nok til at beskytte byens indbyggere og de mange flygtninge, der søgte en sikker havn. De bosnisk-serbiske styrker, der var langt overlegne i antal og bevæbning, fik uden det store besvær overdraget magten over Srebrenicas sjæle. Med FN-soldater som passive vidner skilte de kvinder fra mænd. VAR DET KUN magtesløshed, eller var der også tale om større respekt for de effektive serbere end for de magtesløse muslimer? Det er et af de mange ubesvarede spørgsmål. Men i dag, hvor terrorangrebene i London har styrket frygten for muslimsk terror, har Srebrenica en særlig betydning som minde om sande europæiske muslimer, som Europa svigtede. Det er ikke bare Srebrenica, arnestedet for den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig, der nu søger fortvivlet efter en fremtid. Det samme gør det meste af det krigsplagede tidligere Jugoslavien. Kun Slovenien nåede at komme med i EU, før lysten til at smække døren i bredte sig i det gamle Europa. Tiåret for Srebrenica bør EU se som en stærk påmindelse om, at en af de mest effektive mekanismer for genopbygning og forsoning er udsigten til integration i Europa. Hvis det perspektiv forsvinder, vil det kun styrke hadets kræfter i regionen. Det gælder ikke mindst i et Serbien, der stadig har svært ved at erkende egen skyld. Det kom forleden frem, at den bosnisk-serbiske militære leder, 'slagteren fra Srebrenica' Ratko Mladic var under beskyttelse af Serbiens hær helt frem til 2002. Altså også under den provestlige ministerpræsident Zoran Djindjic, der blev myrdet i 2004. Den samme Djindjic, som udleverede Slobodan Milosevic til Krigsforbryderdomstolen i Haag. Hvorfor lod han ikke Mladic arrestere? Udleveringen af Milosevic havde betydet det endegyldige brud mellem ham og daværende præsident og nuværende ministerpræsident Vojislav Kostunica. Djindjic vidste, at arrestation af Mladic ville indebære endnu større risici, end da det gjaldt Milosevic. Mladic var set som krigshelt, og det havde krævet blodig udrensning i sikkerhedsstyrkerne at få ram på ham. Men tiderne har ændret sig. Den officielle meddelelse fra hæren er nu: Mladic hører hjemme i Haag. DER ER INGEN tvivl om, at Serbien hellere end gerne ville have fanget og udleveret Mladic før tiårsdagen for Srebrenica. De bosniske serberes politiske leder, Radovan Karadzic, er også på fri fod. Det kan Serbien ikke anklages for. Det kan derimod mange i ledelsen af den serbiske del af Bosnien, Republika Srpska. Og det er en kilde til stor undren, at NATO ikke har formået at fange ham. I sidste uge pågreb NATO derimod hans søn, Aleksandar Karadzic. Det forlød, at NATO vil holde ham indespærret, indtil han fortæller, hvor faderen er. Man må håbe, at NATO har sikre beviser for, at sønnen er direkte indblandet. Karadzic skal fanges, men alle kneb gælder ikke. NATO skulle nødig kunne anklages for et af kommunismens mest beskidte træk: at straffe sønner og døtre af dem, som var under angreb fra regimerne. I Serbien har selv nationalisten Kostunica erkendt, at der skal samarbejdes med Haag, hvis Serbien skal gøre sig håb om en fremtid i EU. Serberne skal presses ud af deres stadig stærke levn af den autistiske opfattelse, at de var krigens ofre. Men det er egentlig forbløffende, at det store flertal af serberne ønsker medlemskab af EU, her kun seks år efter at EU- og NATO-lande kastede bomber over dem. Det viser evne til dialog og forandring blandt almindelige serbere. OVER 5.500 SÆKKE med knogler venter stadig i et kølehus i Tuzla på at blive forenet med navne på ofre for massakren i Srebrenica. Det er vigtigt for sjælefreden blandt de efterladte, at deres døde findes og begraves. Men endnu vigtigere for hele regionens fremtid er, at bødlerne gives navne. Mange lever i frihed, uden at deres navne er forbundet med forbrydelserne. De må alle navngives og retsforfølges for at komme ud af den blindgyde, at hele folk anklages, ja dæmoniseres, som tilfældet har været med serberne. Her ved tiåret for massakren bør hele Europas medskyld også mindes - ikke blot for Srebrenica, men for, at det tidligere Jugoslavien blev kastet ud i krig. At forstå, at især det vestlige Europa kunne have gjort en forskel, er en forudsætning for at forstå, at især EU kan gøre en forskel i dag.