DER ER ingen grund til at nære utidig optimisme omkring de netop genoptagne forhandlinger om Nordkoreas formodede atompotentiale og en mulig international inspektion og overvågning af samme. I mere end ti år har den lukkede kommunistiske stat holdt omverdenen hen med en kombination af tåget retorik, militære trusler og diplomatiske raffinementer, anvendt alt efter den konkrete situations muligheder. Helt tilbage i 1994 indgik USA, Sydkorea og Japan en aftale med regimet i Pyongyang om, at nordkoreanerne skulle indstille alle aktiviteter omkring atomforarbejdning. Som modydelse ville USA og Nordkoreas naboer levere både energi (olie) og finansiere opbygning af civile reaktorer, der kunne bidrage til at løse Nordkoreas akutte forsyningsproblemer. Men ved udgangen af 2002 tvang Pyongyang FN's atominspektører ud af landet og genstartede den reaktor, som en stor del af striden har handlet om. Nordkorea har derfor brudt den tillid, som en tøvende omverden viste sig parat til at yde. DE AKTUELLE forhandlinger har mange mere eller mindre skjulte dagsordener, der rækker videre end blot atominspektion. Det kommunistiske dynasti i Nordkorea ønsker, at både USA og Japan giver styret diplomatisk anerkendelse, og i forlængelse heraf at få en amerikansk garanti for, at der ikke overgår det nordkoreanske styre en 'irakisk' skæbne. Op til denne uges forhandlinger har USA tilbudt at åbne et informationskontor i Pyongyang (modellen er kendt fra Cuba, som USA heller ikke anerkender diplomatisk), og senest har udenrigsminister Condoleezza Rice mundtligt forsikret, at USA absolut ingen intentioner har om at invadere Nordkorea. Men selv ikke disse diplomatiske åbninger kan forventes at gøre nordkoreanerne mere bevægelige. Det motiv, der driver Kim Jong-il og hans folk, er nemlig intet mindre end regimets overlevelse. En af de få indtægtskilder, Nordkorea har tilbage, er eksport af våben og missilteknologi til bl.a. afrikanske stater. Hvis Pyongyang først lukker inspektører indenfor, risikerer regimet at blive frataget et af de vigtigste kort i opgøret om sin egen fremtid: at kunne spille på omverdenens foruroligelse over dets militære kapacitet og dermed forbundne hensigter.