MANGE FORBINDER flad skat med det endegyldige opgør med lighedstankegangen. Men før man lader automatpiloten reagere, er det faktisk værd at overveje, om man ikke burde gøre indkomstbeskatningen lettere gennemskuelig og lade andre dele af skatte- og afgiftssystemet varetage omfordelingen. Desværre er de nuværende bannerførere for flad skat væsentlig mere ensporede. De, der er gået i brechen for flad skat, er tydeligvis drevet af synspunktet om, at de rige betaler for meget i skat, og at man har drevet det for vidt med ligheden i Danmark. Det er især den borgerlige tænketank Cepos, der markedsfører ideen, stærkt støttet af de konservative. Deres model er simpel: Indkomstskatten skal være 43 procent for alle, suppleret med et bundfradrag for alle i arbejde. Enkelt og smukt. Ikke mindst fordi modellen umiddelbart ser ud til at give skattelettelser til alle. Og det er da også påstanden. Både Cepos og de konservative hævder ihærdigt, at det ikke er de fattigste, der skal betale for skattelettelser til de rigeste. MEN DET ER NU EN sandhed med væsentlige modifikationer. Modellen er nemlig lige så dyr, som den er enkel. Og pengene skal jo findes et sted. Cepos' forslag er at fastfryse de offentlige udgifter og lade overførselsindkomsterne følge prisudviklingen i stedet for lønudviklingen. Selv om det kan lyde uskyldigt, er konsekvensen, at man udhuler den offentlige sektor og mindsker indkomstudviklingen for folk på overførselsindkomster. Hvis det ikke er at lade samfundets fattigste finansiere skattelettelser for de rigeste, hvad er det så? Og hvis man fastfryser de offentlige udgifter og underminerer udviklingen i overførselsindkomsterne, vil man samtidig ramme de helt centrale elementer i den model, som giver Danmark stakkevis af topplaceringer i internationale undersøgelser. FORSTÅ DET DOG: Det er i kraft af et finmasket socialt sikkerhedsnet og relativt høje overførselsindkomster, at danske lønmodtagere accepterer nogle af verdens mest liberale ansættelsesvilkår, hvor virksomhederne nærmest kan hyre og fyre, som det passer dem. Begynder man at ødelægge det, begynder man for alvor at spænde ben for bestræbelserne på at gøre Danmark til et af verdens mest konkurrencedygtige lande. Det er synd, at debatten om flad skat først og fremmest har handlet om, hvordan de rigeste kan slippe billigere i skat, og hvordan man kan spare penge på den offentlige sektor og overførselsindkomsterne. For ideen er ikke nødvendigvis så tosset, som Cepos får den til at lyde. Det er således ikke en naturlov, at omfordelingen skal ske via indkomstskatterne. Den kunne lige så vel ske over beskatningen af fast ejendom eller arveafgifterne. En skattereform, der reducerede og forenklede indkomstskatterne, samtidig med at man indførte en progressiv og rimelig beskatning af fast ejendom, ville uomtvisteligt være det bedste, man kunne gøre for at fremtidssikre dansk økonomi. Og den bedste vej til at begrænse den stigende økonomiske ulighed, som udviklingen i boligpriserne har skabt.