KUNSTMUSEET Louisiana i Humlebæk åbnede forleden en udstilling med 150 værker af den franske maler Henri Matisse. En udstilling af usædvanligt og internationalt format, som allerede har været vist med succes på Musée du Luxembourg i Paris. Det er den danske kurator Hanne Finsen, som har stået for udstillingen, der fokuserer på Matisses sene fase med afsæt i hans korrespondance med sin gode ven Rouveyre. Kort sagt en udstilling med en stærk og samlende idé og på et højt niveau. Imidlertid kan man jo også i København, på Statens Museum for Kunst, se Matisse. Det har man kunnet hver evige dag siden 1928, da Johannes Rump forærede sin fantastiske franske samling til nationalgalleriet - herunder 25 arbejder af den store mester. Ikke desto mindre fik den aktuelle ledelse på Statens Museum for Kunst en lys idé, da man blev opmærksom på Louisianas store udstilling (formentlig fordi Louisiana bad om at låne et billede): en 'særudstilling' med de Matisseværker, der i forvejen hænger på museet og altså har gjort det siden 1928. Og den lyse idé blev raffineret i en sådan grad, at man besluttede at åbne sin særudstilling med den faste samling pladask oven i Louisianas udstilling. Synergi? Snylteri? Chikane? Samarbejde er der i hvert fald ikke blevet noget af. MEN HVORDAN laver man en særudstilling med sin faste samling? Jo, det gør man ved at lave en såkaldt dialog-udstilling. Man inviterer en blomsterbinder, en modeskaber eller en flok kunstnere til at udstille samtidig og 'i dialog' med museets egne værker, og så ser man, hvad der nu kommer ud af det. I hvert fald kommer der en udstilling ud af det. Sidste år hed den 'Clinch', og i år hedder den altså 'Matisse &' - man får ligesom denne her dialog-idé hele tiden på Statens Museum for Kunst. Gør det noget? Ikke nødvendigvis. Publikum og anmeldere må selv vurdere, om der springer nogen gnister af de tre aktuelle kunstneres samarbejde med Matisse. Og de sammenfaldende udstillinger i Humlebæk og i København kan vel til syvende og sidst kun skabe interesse for hinanden. Men der er da en del at undre sig over. Det er mærkeligt, at Statens Museum endnu en gang og i dén grad er lilleput over for den øvrige museumsverden. Det er mærkeligt, at Statens Museum ikke er den naturlige samarbejdspartner for en udstilling af det aktuelle Louisianaformat. Det er pudsigt, at man vil være det bekendt - og at man selv sørger for at eksponere det så helt og aldeles eftertrykkeligt.