I DAG ER dagen, hvor Israel påbegynder den officielle tilbagetrækning af bosættere og soldater fra Gaza. Som skildret i en række artikler her i bladet i de seneste uger er det en stærkt følelsesladet handling for de involverede parter. De knap 8.000 bosættere føler sig svigtet af premierminister Ariel Sharon, mange borgere i Israel er bekymret for følgerne af den ændrede sikkerhedssituation, og palæstinenserne kan nok fejre overdragelsen af det i kvadratkilometer beskedne landområde, men også med nogen ængstelse spørge sig selv, hvad fremtiden skal bringe. Der er i det hele taget flere ubesvarede spørgsmål. Det er selvfølgelig ikke noget særsyn i den del af verden, men det er værd at minde om, inden man enten bliver stærkt nedstemt over afståelsen af jødernes historiske land eller omvendt lader sig føre med i ekstatisk jubel over den palæstinensiske stat. Gaza er ikke det store spring frem, men kun et mellemstort skridt på vejen mod fred. RØMNINGEN AF Gaza er på kort sigt til palæstinensernes fordel, men i et lidt længere perspektiv kan problemerne meget vel antage en sprængfarlig karakter. For det første er Gaza ikke begyndelsen til en selvstændig stat. I hvert fald ikke så længe Sharon og den israelske regering ikke har forpligtet sig til andet end en kosmetisk tilbagetrækning fra mindre dele af den ligeledes besatte Vestbred. For det andet har Hamas svoret ufortrødent at fortsætte kampen, indtil den i deres øjne »zionistiske aggressor« er smidt i Middelhavet. Og for det tredje har den religiøse højrefløj i Israel fået yderligere vind i sejlene som følge af de seneste måneders intense kampagne imod evakueringsplanerne. Hvis moderate kræfter på begge sider af konflikten har haft stadig vanskeligere kår i de seneste år, er der ikke meget, som tyder på, at de går en lysere fremtid i møde. Hvis der overhovedet skal ske forandringer til det bedre i Gaza, når hverdagen atter melder sig, kræver det ikke mindst, at de økonomiske hjul begynder at rulle. Og for at det skal ske, må det palæstinensiske selvstyre forsøge at dæmme op for de væbnede islamiske ekstremister. Opgaven er vanskelig og kalder på international støtte. Kun én magt er i stand til at gøre det, som skal gøres, nemlig mægtige USA. Præsident George W. Bush må på banen, hvor Sharon er gået ud. For han mener vel noget, når han snakker om fred og stabilitet?