IRANS NYE ledelse lagde an til en yderligere skærpelse af sin profil i atomstriden med Vesten, da den nyvalgte præsident, Ahmadinejad, i går udnævnte den konservative Ali Larijani som præstestyrets nye chefforhandler i atomspørgsmålet. Hvor den hidtidige chefforhandler, Hassan Rohani, har fremstået som en pragmatisk forhandler over for Vesten, der mistænker Iran for at være i færd med at udvikle en atombombe og derfor ønsker tæt kontrol med det iranske atomprogram, så fremstår Ali Larijani i højere grad som en høg. Han har klart og tydeligt insisteret på præstestyrets ret til sit atomprogram, og med sin tætte forbindelse til Irans øverste religiøse leder, ayatollah Khamenei, har han sin magtbase i orden. Begge dele taler for en skærpelse af Irans position over for Vesten. Skærpelsen kommer imidlertid nok snarere til at ligge i retorikken end i substansen. Realiteten er jo, at heller ikke den netop afgåede præsident Khatami var indstillet på at opgive det iranske atomprogram, selv om han havde ry for at være langt mere moderat. OFFICIELT insisterer iranerne på, at atomprogrammet alene tjener civile formål, hvilket man dog næppe skal lægge det store i: Hvis det virkelig var sådan, hvorfor så skærpe konflikten med omverdenen på et tidspunkt, da præstestyret burde have stor interesse i et bedre forhold til Vesten? Netop Vesten - og navnlig Europa - kunne eksempelvis bidrage med nogle af de investeringer, som er så afgørende for, at præstestyret kan sætte ind imod den omfattende fattigdom og kravene fra landets mange unge. Når iranerne tilsidesætter dét behov til fordel for sit atomprogram, skyldes det især USA: I mange iraneres optik er en iransk atombombe den eneste garanti imod at lide samme skæbne som naboen Irak: et amerikanskledet angreb med henblik på et systemskifte. Det gælder ekstra meget i en situation, hvor USA er enten militært stærkt til stede i eller allieret med Irans naboer Irak, Afghanistan og den uforudsigelige atommagt Pakistan. Og det gælder i særdeleshed i en situation, hvor præsident Bush vedbliver at holde spørgsmålet om et muligt angreb mod Iran flydende. I den situation vil det heller aldrig kunne lykkes europæerne at vende situationen gennem de forhandlinger, som allerede har kørt så længe. Perspektivet er alt andet end beroligende: Uanset sin halvdemokratiske facade er og bliver præstestyret et religiøst diktatur, og verden er aldrig blevet sikrere af, at den slags regimer styrkes militært. At det tilmed sker i et kaotisk område på grænsen til Irak, Afghanistan og Pakistan, er kun endnu mere foruroligende.