HVEM HAR - så sent som for få uger siden - sagt følgende: »Vi har i Danmark store og alvorlige problemer med vores uddannelse. Uddannelse er forudsætningen for overhovedet at kunne være med i fremtidens samfund. Og vores uddannelser trænger til et løft«? En oplagt mulighed kunne være en af de mange rektorer, der har brokket sig i kølvandet på regeringens fedtede finanslovsudspil på uddannelsesområdet. En anden mulighed kunne være en af de mange erhvervsledere, der hyppigt kritiserer regeringen for at underprioritere forskning og videregående uddannelser. Svaret er dog - besynderligt nok - statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Også i foråret løftede han forventningerne op på et meget højt ambitionsniveau: »Vi står over for forandringer, der er lige så store som forandringerne i slutningen af det 19. århundrede, hvor vi gik fra et landbrugs- til et industrisamfund. Det er en opgave af samme omfang, vi står over for«. Foreløbig må det dog konstateres, at Anders Fogh Rasmussen skuffer fælt. Sidste uges finanslovsudspil var således det femte ud af fem mulige, der ikke lever op til de forventninger, regeringen selv har skabt. Ud fra enhver definition af begrebet 'løftebrud' må Anders Fogh Rasmussen derfor indtil dato beskrives som en 'løftebryder' på det strategisk set mest afgørende politikområde for den danske samfundsudvikling. IFØLGE VK-regeringens egne beregninger vil de offentlige forskningsbevillinger udgøre 0,76 procent af BNP til næste år. Det er betydeligt under, hvad de fleste af vores nabolande i dag bruger på offentlig forskning. Regeringen forsvarer sig med, at Danmark blot har forpligtet sig til at hæve forskningsbevillingerne til 1 procent af BNP i 2010 - og at man sagtens kan nå dét. Helt så enkelt står sagen imidlertid ikke. En række EU-lande øger i disse år deres forskningsbevillinger betragteligt, mens de danske bevillinger rent faktisk falder relativt i forhold til tidligere: I 1999 blev 0,83 procent af BNP således brugt til offentlig forskning. Siden Foghregeringen tiltrådte i 2001, er Danmark dermed sakket bagud på mindst tre niveauer: i forhold til tidligere, i forhold til VK-regeringens egne løfter og i forhold til vores nære nabolande. Den danske regering hverken kan eller bør gøre noget ved, hvordan andre lande satser på forskning og videregående uddannelser. Og derfor har regeringen i virkeligheden kun to muligheder: enten at leve op til sine egne løfter eller at nedtone ambitionsniveauet. At fortsætte ufortrødent - som om der ikke eksisterer en afgrund mellem VK-regeringens højstemte tale og tamme handling - holder altså ikke længere.