»LAD OS nu vente på Velfærdskommissionens rapporter til efteråret 2005«. Dansk velfærdspolitik har i månedsvis været pantsat i netop dén sætning fra regeringens side. Næsten ingen borgerlige politikere har turdet udtale sig om hverken velfærdsreformer eller efterløn, før tidens præsteskab - cand.polit.erne og cand.oecon.erne i Velfærdskommissionen - lagde deres grafer, kurver og tabeller på bordet. Nu har kommissionen så offentliggjort en rapport, der kan tolkes som et opgør med dramatiske scenarier om, at velfærdssamfundet er ved at segne under ældrebyrder og mangel på arbejdskraft. Betyder det, at vi alle - inklusive regeringen - kan ånde lettet op og sige: Pyha, så er det danske velfærdssamfund alligevel ikke under pres, lad os alligevel fortsætte med vores velfærdsordninger? Nej! Velfærdssamfundets fremtid handler nemlig ikke om grafer, kurver og tabeller. Deri består den store misforståelse. Debatten bør naturligvis handle om politik. Om politiske prioriteringer. Om hvad det er for et samfund, vi ønsker. UANSET HVAD Velfærdskommissionen i de kommende måneder vil sende ud af tal og scenarier, ændrer det intet ved de reelle politiske prioriteringer, vi står over for. Nogle eksempler: Vi har hele tiden vidst, at det danske samfund har råd til at betale den raske, midaldrende gymnasielærer for at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet på en efterlønsordning, men er det det, vi ønsker at prioritere? Vi har hele tiden vidst, at vi har råd til at sende en børnecheck til millionæren i Charlottenlund, men er det det, vi ønsker? Vi har hele tiden vidst, at vi har råd til at tilbyde folkepension og offentlige gratisydelser til pensionister, der sidder i store villaer, men er det det, vi ønsker? Dilemmaerne står i kø. Og det gør de alternative investeringsmuligheder også. I stedet for at bruge milliarder af kroner på velfærdsordninger, der trækker folk ud fra arbejdsmarkedet og retter sig mod de i forvejen velbjærgede, kunne man jo også gøre noget andet. Man kunne for eksempel investere i fremtiden. Nye tal viser, at Danmark ligger langt nede på ranglisten med hensyn til at uddanne forskere og bruge penge på offentlig forskning. Vi kunne også satse meget mere på uddannelse og efteruddannelse. Og vores børn. Lad os dog komme i gang med at investere i fremtiden. Politik handler om, hvordan vi vil bruge pengene i fremtiden. Vil vi bruge penge på at få hr. Hansen til at trække sig ud af arbejdsmarkedet, eller vil vi bruge pengene på at give hans søn en uddannelse? Valget er vores og ikke Velfærdskommissionens.