DET HISTORISK STÆRKT europæisk orienterede HOLLAND er stadig lammet efter det store nej ved den første folkeafstemning, landet har holdt i moderne tid. Få dage efter det franske nej underkendte et flertal af hollænderne i juni både regering, opposition og parlament og tog dermed medansvar for den krise, der har præget EU siden, og som weekendens budgetforlig kun i stærkt behersket omfang imødegår. Hvis man ser på de seks EU-folkeafstemninger, der siden 1992 er endt med et nej, er det slående, så forskellig den lokale baggrund er. Regeringer fra begge fløje, både gode og dårlige økonomiske konjunkturer, stor og lille vælgerinteresse, høj og lav tillid til det politiske system - næsten alle kombinationer har været repræsenteret. Fællestrækket er, at vælgerne i alle seks tilfælde har underkendt et stort flertal af deres valgte repræsentanter og et overvældende flertal af de toneangivende kræfter i det pågældende land. De politiske partier har simpelthen ikke formået at fastholde deres vælgere, når valget drejede sig om en europæisk traktat. SET MED danske øjne forekommer det indlysende, at selve afstemningsformen spiller en afgørende rolle. Den sort/hvide ja/nej-model afskærer vælgerne fra alle de måske'er og så alligevel'er, der er så karakteristiske for politik. Vælgeren står ikke med det sædvanlige valg mellem to onder - hvem har jeg trods alt mest tillid til - men får mulighed for at optræde perfektionistisk. Og ansvarsfrit - i den forstand, at de jo ikke indsætter den nej-side, de lytter til, som magthavere. Det værste ved det hollandske - og det franske - nej er ikke, at traktaten er faldet. Den kunne i princippet blive bedre af det. Det virkelig forstemmende er, at nejet i begge lande har lagt debatten død - og samtidig svækket hele EU. Det skyldes grundlæggende, at nejet i sagens natur er uden repræsentanter i europæisk politik, fordi vælgerne siger nej uden at vælge et alternativ. Det er på høje tid, at folkeafstemningslandene finder på nye måder at inddrage vælgerne i Europapolitikken.