VI HAR i sidste uge skrevet om to af de utallige udvisningssager, der følger af den herskende strammerkurs. Ingen har påstået, at den syge 63-årige far har krav på asyl, og selv om den 18-årige plejedatter muligvis er flygtet fra en grum skæbne, må man give myndighederne ret i, at hun ikke er politisk flygtning. De er ofre for en udlændingepolitik, der går ud på, at mennesker, der på et tidspunkt kunne komme til at belaste det danske samfund (statskassen), under ingen omstændigheder skal have ophold her i landet. Folketingets flertal har besluttet at sætte meget stramme grænser for vores kollektive solidaritet. De to sager, der ligner mange andre, rejser imidlertid et spørgsmål, som regeringen og flertallet burde tage alvorligt. BETYDER det forbud mod kollektiv generøsitet, som den statslige politik er udtryk for, at alle her i landet skal afskæres fra at udvise konkret næstekærlighed over for et konkret menneske, de står over for? Det er stadig tilladt at sende så mange penge, man har lyst til, til ofrene for det pakistanske jordskælv. Det, som vore regerende præster kalder abstrakt godhed, er altså stadig lovligt her i landet. Men hvorfor må vi ikke udvise konkret næstekærlighed over for den konkrete næste, der står lige foran os? Linhs plejeforældre har ikke 'importeret' hende for at genere statskassen eller integrationsministeren. Khaladans datter har ikke sin syge far boende i Gl. Rye for at belaste arbejdsmarkedet eller det lokalsamfund, der bakker op. I begge tilfælde er der tale om en konkret kærlighed og en konkret vilje til at tage ansvar - et helt igennem overskueligt ansvar - som det er svært at forstå skal være forbudt i dagens Danmark. Strammerkursen står ved magt, fordi et demokratisk flertal har sat grænser for samfundets generøsitet. Det må man respektere, selv om man kan være uenig i, præcis hvor grænsen er sat. Men at retten til at tage et ansvar, og retten til at udvise medmenneskelighed over for konkrete enkeltmennesker, der er midt iblandt os, også er væk, ja, det forekommer næsten ubærligt. Kan vore demokratiske magthavere virkelig leve med det? Flere og flere danskere kan ikke og viser det i praksis.