STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussens (V) oprindelige modvilje mod at mødes med de 11 ambassadører har udviklet sig til den største diplomatiske fadæse i nyere dansk politik, i hvert fald siden Poul Nyrup Rasmussen (S) afviste at mødes med forfatteren Salman Rushdie i 1996.

Men akkurat ligesom Danmarks daværende statsminister endte med at måtte æde sine pinlige begrundelser i sig - og efter et langt og uværdigt forløb endte med at invitere forfatteren til 'De sataniske vers' til Danmark - er Anders Fogh Rasmussen heldigvis også kommet til besindelse og mødtes i går med ambassadørerne. Langt om længe.

Mange aggressioner kunne have været undgået, hvis statsministeren havde kendt sin besøgelsestid og budt ambassadørerne til højbords allerede i oktober. Diplomati handler jo netop om at mødes med folk, man er uenig med. Ambassadørmødet - og statsministerens ydmyge udmelding på tv-stationen Al Arabiya om, at danskere og muslimer er knyttet sammen i et broderskab af gensidig respekt - kan derfor kun tolkes som en fremstrakt hånd.

Det er klædeligt for VK-regeringen. At Fogh så kun kan få sig selv til at sige, at han som privat krusedulletegner ikke vil bespotte helligheder - og ikke vil tage skridtet fuldt ud og sige, at han som statschef tager afstand fra ringeagtsytringer - er lidt latterligt, da han som statsminister per definition ikke kan udtale sig som en privatperson fra Nærum.

IKKE DESTO mindre må statsministeren efterhånden siges at have gjort, hvad han kan og bør gøre for at rette op på sin oprindelige fejlvurdering. Statsministeren har endelig erkendt og fortalt, at demokrati bygger på det indre paradoks, at medier skal nyde grænseløs frihed, samtidig med at der udvises tolerance over for anderledestænkende; at demokrati hverken kan reduceres til frie medier (pressefrihed) eller tolerance over for andre (religionsfrihed), men nødvendigvis må rumme begge fordringer - også når de støder sammen.

De 11 ambassadører har dermed ikke mere at lade Danmark høre. Kravet om en decideret undskyldning fra Jyllands-Posten er totalt uantageligt, og da regeringen nu endelig er mødtes med landenes repræsentanter, bør den formelle del af sagsforløbet være slut. De 11 ambassadører kan mene, hvad de vil om moderne demokrati, men vi er nu nået til et punkt, hvor det ikke længere giver mening at modtage irettesættelser fra en gruppe af lande, hvoraf de fleste hverken accepterer uafhængige medier eller anderledestænkende.

Man kan så kun håbe, at statsministerens forsonende ord også maner til besindelse her i Danmark, så regeringens støttepartier og andre støtter begynder at tænke sig om mindst én gang, før de i fremtiden udspreder hadefuld galde over herboende muslimer.