Dialogen stopper, når den mødes med vold. Brandstiftelse, hærværk og terrortrusler kan og bør ingen diskutere med. Heldigvis blev ingen mennesker fysisk forulempet indenfor, da militante demonstranter stormede de danske, svenske, norske og franske ambassader i Syriens hovedstad lørdag - og da vrede demonstranter i går satte ild på generalkonsulatet i Beirut. Men dét er bestemt ikke demonstranternes skyld. Tværtimod har demonstranter i både Damaskus, Beirut og Gaza skabt en livstruende situation, der kan eskalere yderligere. I løbet af de seneste døgn er demonstrationerne mod Jyllands-Postens karikaturtegninger eksploderet i et uforudsigeligt ragnarok af islamistisk revolte. De mere eller mindre 'statsstøttede' stormløb mod diplomatiske bygninger vidner om, at situationen er helt ude af kontrol i flere mellemøstlige lande. Fejlslagne stater med svækkede diktatorer er tilsyneladende ved at lade fundamentalistiske kræfter få greb om holdningsdannelsen i den arabiske gade, præcis ligesom Hamasbevægelsens nylige valgsejr har givet friløb til aggressive manifestationer i Gaza. Over for dette pøbelvælde bør alverdens civiliserede samfund imidlertid stå fast og tydeligt markere, at det åbne samfunds demokratier ikke lader sig true. Hverken i dag eller i morgen. Fra og med denne weekend må det konstateres, at optøjerne ikke længere meningsfuldt kan føres tilbage til Jyllands-Postens tegninger. Med nedbrændingen af diplomatiske bygninger er konflikten løftet op på et andet plan. Nu er der tale om et anslag mod det åbne samfund som sådan. Fra at handle om balancen mellem retten til at trykke karikaturtegninger og respekten over for anderledestænkende handler konflikten nu om valget mellem civiliseret dialog og krigerisk konfrontation. Alverdens regeringer, partier og folkelige bevægelser står dog heldigvis også tæt sammen i denne kulturkamp - på tværs af religioner - over for en langt svagere modpart af religiøse og nationalistiske ekstremister. Skillelinjen går derfor ikke mellem f.eks. kristne og muslimer, men derimod mellem demokrater og antidemokrater; mellem tilhængere af dialog og tilhængere af aggression. Her midt i tumulten kan det være værd at minde om, at begge grupper findes i såvel Danmark som Syrien og Libanon, skønt styrkeforholdet mildest talt ikke er det samme. Netop derfor bør vores reaktioner på optøjerne i Mellemøsten også være båret af en stædig tro på demokratiets slidstyrke og ikke forfalde til primitive udfald og generaliseringer. Alverden skal vide, at vi aldrig går på kompromis med det åbne samfund - uanset hvad der sker.